Erstatningsansvar efter en kvindes selvmord

En kvinde, der blandt andet var kendt med generaliseret angst, ængstelig personlighedsstruktur samt depression, blev under sin graviditet indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af blandt andet selvmordstanker. Der blev under indlæggelsen udarbejdet en efterfødselsplan, og i forbindelse med udskrivelsen blev det anført, at der skulle ske psykiatrisk opfølgning i tiden op til/umiddelbart efter fødslen.

Kvinden fødte den 30. oktober 2017 kort før midnat sit første barn. Kvinden blev den 2. november 2017 udskrevet, uden at der var sket psykiatrisk opfølgning. Kvinden tog sit eget liv natten mellem den 4. og 5. november 2017.

Boet efter kvinden klagede over forløbet til Patienterstatningen, der ved afgørelse af 2. oktober 2018 afviste at anerkende kvindens selvmord som en patientskade, da behandlingen af kvinden havde været i overensstemmelse med, hvad en erfaren specialist ville have gjort under de konkrete omstændigheder. Boet påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, der ved afgørelse af 11. september 2019 stadfæstede afgørelsen. Boet efter kvinden indbragte herefter afgørelsen for byretten.

Byretten tilsidesatte Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse

Under byrettens behandling af sagen afgav Retslægerådets to besvarelser. Byretten fandt på baggrund af oplysningerne i sagen og Retslægerådets besvarelser, at der i forbindelse med diagnosticeringen og behandlingen af kvinden var begået klare fejl. Byretten fandt endvidere på baggrund af Retslægerådets besvarelser, at det ikke var sikkert, at det ville have ændret forløbet, hvis disse fejl ikke var blevet begået, men efter en samlet vurdering af det konkrete hændelsesforløb, de begåede fejl og den korte tid, der gik fra udskrivelsen til selvmordet, måtte tvivlen komme boet efter kvinden til gode. Det kunne desuden ikke anses for usandsynligt, at fejlene var årsag til selvmordet, ligesom byretten ikke kunne se bort fra, at selvmordet kunne have været afværget, hvis de almindeligt anerkendte lægefaglige retningslinjer havde været fulgt. Der var herefter det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse, hvorfor boets påstand om, at Ankenævnet for Patienterstatning skulle anerkende, at kvinden var blevet påført en patientskade, blev taget til følge.

Landsretten ændrede byrettens dom og frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen

Ankenævnet for Patienterstatningen ankede dommen til landsretten. Landsretten fastslog, at det var skadelidte, der skulle bevise, at der forelå årsagsforbindelse mellem fejlen og skaden, og at kravene til bevis i tvivlsomme tilfælde kunne lempes, hvis der klart var begået en fejl, der var ansvarspådragende, og som kunne have forårsaget skaden. Landsretten henviste herefter til Højesterets dom gengivet i U 2019.3916 H og anførte i denne forbindelse, at såfremt det efter bevisførelsen måtte anses for usandsynligt, at behandlingen var årsag til skaden, forelå der ikke en erstatningsberettigende patientskade. Landsretten fandt efter Retslægerådets besvarelser, at der i forbindelse med diagnosticeringen og behandlingen af kvinden ved manglende etablering af den planlagte psykiatriske opfølgning og den manglende overvejelse af psykiatrisk tilsyn klart var begået fejl, som var erstatningspådragende. Da det ikke på baggrund af sagens oplysninger var muligt at vurdere, om kvinden alligevel ville have begået selvmord, hvis der ikke var blevet begået fejl, fandt landsretten, at den tvivl, der måtte være, måtte komme boet efter kvinden til gode, således at der i en situation som den foreliggende, ikke blev krævet en overvejende sandsynlighed for årsagssammenhæng, men at der blot blev krævet, at der forelå en vis større sandsynlighed, jf. U 2019.3916 H.

Landsrettens flertal fandt herefter på baggrund af Retslægerådets besvarelser samt kvindens enkemands forklaring for byretten om, at dagen forud for kvindens selvmord ”var en dag med klassisk trummerum”, at boet efter kvinden ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var en vis større, men ikke overvejende sandsynlighed for, at kvinden ved de begåede fejl var blevet påført en skade, som kunne være undgået, hvis fejlene ikke var blevet begået, hvorfor Ankenævnet for Patienterstatningen blev frifundet. Landsrettens mindretal stemte for at stadfæste byrettens dom og lagde i denne forbindelse tillige vægt på Retslægerådets besvarelser og fandt herefter, at det var sandsynliggjort, at kvinden ikke havde begået selvmord i umiddelbar forlængelse af fødslen, hvis hun havde fået den fornødne bistand i overensstemmelse med de beskrevne lægefaglige retningslinjer, hvorfor der var ført det fornødne bevis i form af en vis større sandsynlighed for årsagssammenhæng.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/47553.