Godtgørelse for forskelsbehandling

En virksomhed indrykkede en annonce på Jobnet, hvor virksomheden søgte en mystery shopper. Det fremgik af annoncen, at jobbet kunne søges ved at indsende en ansøgning på den angivne mailadresse. I annoncen blev der henvist til virksomhedens hjemmeside, hvoraf det fremgik, at man ikke kunne påtage sig jobbet som mystery shopper, hvis man var tildelt fleksjob.

Den arbejdssøgende rettede henvendelse til virksomheden og spurgte ind til, hvorfor man ikke kunne blive mystery shopper, når man – som arbejdssøgende – var i fleksjob. Virksomheden svarede arbejdssøgende, at virksomhedens setup ikke var forenelig med brug af fleksjobbere.

Den arbejdssøgende søgte herefter ikke stillingen som mystery shopper hos virksomheden.

Arbejdssøgende indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, som fandt, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at arbejdssøgende blev oplyst, at hun på grund af hendes ansættelse i et fleksjob ikke kunne komme i betragtning som mystery shopper hos virksomheden. Ligebehandlingsnævnet bemærkede afslutningsvist, med henvisning til nævnets faste praksis, at arbejdssøgende ikke kunne tildeles godtgørelse, da hun ikke havde søgt stillingen.

Den arbejdssøgende anlagde herefter sag mod virksomheden med påstand om betaling af 25.000 kr. i godtgørelse. Virksomheden påstod frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Byretten gav arbejdssøgende delvist medhold

Byretten fandt, at arbejdssøgendes henvendelse til virksomheden måtte anses for en tilkendegivelse af, at hun ønskede at søge jobbet i stillingsopslaget, og at virksomhedens svar måtte anses for en afvisning af, at hun ville kunne få jobbet, og at dette afslag alene var begrundet i, at arbejdssøgende var ansat i et fleksjob.

Retten fandt herefter, at dette afslag måtte anses som forskelsbehandling på grund af arbejdssøgendes handicap, og at dette var en overtrædelse af forskelsbehandlingslovens § 2. Efter indholdet af stillingsopslaget og virksomhedens forklaring i retten, fandtes det bevist, at der ikke var tale om en generel ansættelse som mystery shopper, men alene ansættelse til en konkret opgave om at besøge en specifik butik til en løn på 200 kr.

Retten fandt herefter, at virksomheden var forpligtet til at betale dette beløb til arbejdssøgende. Retten fandt derimod ikke, at der var grundlag for at tilkende arbejdssøgende yderligere.

Byretten tog derfor arbejdssøgendes påstand til følge dog med et beløb på 200 kr.

Landsretten ændrede byrettens dom

Af de grunde, som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at virksomheden ved sin adfærd havde handlet i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1.

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilkende arbejdssøgende en godtgørelse i medfør af forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1. Landsretten lagde herved navnlig vægt på, at arbejdssøgende ikke havde søgt den ledige stilling hos virksomheden.

Virksomheden blev derfor frifundet for arbejdssøgendes påstand.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/45945.