Straffesag om udvisning og afledt opholdsret

En bosnisk/dansk kvinde blev primo oktober 2021 sammen med sine otte børn hjemtaget til Danmark fra et kurdisk kontrolleret område. Kvinden blev ved hjemkomsten til Danmark sigtet og senere tiltalt for overtrædelse af navnlig straffelovens § 114 e, 1. pkt., og § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, ved i en periode fra februar 2015 til primo marts 2019 sammen med sin daværende ægtefælle og deres mindreårige børn at være indrejst i Syrien og i den forbindelse have fremmet virksomheden for terrororganisationen Islamisk Stat, idet kvinden ved sin tilstedeværelse, herunder ved at virke som hjemmegående husmor, havde bidraget til, at Islamisk Stat kunne opretholde og konsolidere sin position i området.

Byretten idømte kvinden 4 års fængsel, fratog hende sit danske statsborgerskab og udviste hende af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt

Sagen blev i byretten behandlet som en nævningesag. Under byretssagen erkendte kvinden de faktiske forhold, og byretten fandt hende herefter skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale. Byrettens flertal (7 stemmer) idømte kvinden fængsel i 4 år og lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at kvinden frivilligt var taget af sted og var blevet i Syrien, indtil hun og børnene blev tilbageholdt i de kurdisk kontrollerede lejre. Byrettens flertal (7 stemmer) fratog endvidere kvinden sit danske statsborgerskab og udviste hende af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt. Flertallet lagde i denne forbindelse vægt på kriminalitetens art og grovhed, herunder at kvinden frivilligt havde forladt sin tilværelse i Danmark for at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien, sammenholdt med at kvinden havde en reel tilknytning til Bosnien-Hercegovina og landets kultur. Byrettens flertal fandt endvidere, at hensynet til kvindens familie- og privatliv i Danmark ikke afgørende talte hverken imod udvisning eller frakendelse af den danske indfødsret. Byrettens flertal fandt endeligt, at en udvisning af kvinden ikke var i strid med artikel 20 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (EUF-traktaten) som følge af, at kvindens børn som danske statsborgere var unionsborgere. Byrettens flertal lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at kvindens børn opholdt sig frivilligt hos deres bedsteforældre, og at de fortsat kunne have ophold hos disse efter en udvisning. Der var således ikke grund til at antage, at børnene reelt ville være nødt til at forlade landet, hvis kvinden blev udvist. Byretten lagde endvidere vægt på, at den pådømte kriminalitet var af en sådan art, at den udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Byretten idømte herefter kvinden 4 års fængsel, fratog kvindens hendes danske statsborgerskab og udviste hende af Danmark med et indrejseforbud for bestandigt.

Landsretten stadfæstede byrettens dom i forhold til strafudmålingen og fratagelsen af det danske statsborgerskab, men tildelte alene kvinden en advarsel om udvisning

Kvinden ankede dommen til landsretten. For landsretten blev der blandt andet fremlagt nye oplysninger vedrørende kvindens to yngste børn, ligesom der blev afgivet forklaring af en socialrådgiver og en psykolog, der havde arbejdet med børnene. Landsretten stadfæstede byrettens strafudmåling på fængsel i 4 år. Landsretten tiltrådte endvidere, at kvinden var blevet frakendt sit danske statsborgerskab. Landsretten tildelte dog alene kvinden en advarsel om udvisning og lagde i denne forbindelse vægt på, at det fremgik af EU-Domstolenes fortolkning af artikel 20 i EUF-traktaten, at bestemmelsen var til hinder for lovgivning i en medlemsstat, hvorefter en tredjelandsstatsborger, som var blevet dømt for et strafbart forhold, skulle udvises til et tredjeland, selv om den pågældende faktisk tog sig af et mindreårigt barn, som var statsborger i denne medlemsstat, såfremt udvisningen indebar, at barnet blev nødsaget til at forlade Unionens område og dermed blev frataget den effektive nydelse af kerneindholdet i sine rettigheder som unionsborger. Det fremgik endvidere af fortolkningen, at en medlemsstat i ekstraordinære tilfælde kunne vedtage en udvisningsforanstaltning, forudsat at denne var begrundet i den pågældendes personlige adfærd, som skulle udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der var til skade for en grundlæggende samfundsinteresse. Vedrørende vurderingen af, om barnet blev nødsaget til at forlade Unionens område ved en udvisning af en tredjelandsborger, skulle det efter EU-Domstolens praksis vurderes, om der bestod et afhængighedsforhold mellem forælderen og barnet, og forholdet skulle baseres på en hensyntagen til det pågældendes barn tarv, samtlige omstændigheder i sagen, herunder navnlig barnets alder, fysiske og følelsesmæssige udvikling, graden af den følelsesmæssige tilknytning til såvel den forælder, der var unionsborger, som den forælder, der var tredjelandsstatsborger, og den risiko, som adskillelsen fra sidstnævnte indebar for barnets ligevægt. Landsretten lagde i forbindelse med den konkrete vurdering vægt på, at kvindens i alt otte børn var i alderen mellem 4 og 17 år, og at syv af børnene både havde bosnisk og dansk indfødsret, mens det mindste barn alene havde dansk indfødsret. Landsretten lagde endvidere vægt på socialrådgiverens forklaring om, at det var familieafdelingens vurdering, at børnene var i god trivsel og udvikling, fordi der var skabt stabilitet, ro og sikkerhed i børnenes hverdag, og fordi de havde stabilt og kontinuerligt samvær med deres mor. Landsretten lagde desuden vægt på socialrådgiverens forklaring om, at disse grundlæggende værdier i børnenes hverdag, og det at børnene havde fået lov til at forblive sammen, var fundamentet for deres gode trivsel, og at det ikke ville være forsvarligt at flytte børnene til Bosnien, ligesom der ikke var set tegn på radikalisering hos børnene. Landsretten lagde yderligere vægt på Socialstyrelsens rapport vedrørende kvindens to yngste børn, hvor det fremgik, at det for begge børn var afgørende, at der ikke skete flere store og omvæltende skift i deres hverdag og livskontekst, hvis deres positive udvikling skulle fortsætte, og at det helt sikkert ville påvirke deres udvikling negativt, hvis de ikke havde direkte kontakt til deres mor. Landsretten fandt herefter efter en samlet vurdering, at kvinden i henhold til artikel 20 i EUF-traktaten havde en ret til ophold i Danmark afledt af hensynet til hendes børn, der alle havde dansk indfødsret, hvorfor kvinden alene blev tildelt en advarsel om udvisning.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/42431.