14 dec. 2023
Procesbevillingsnævnet
Strafudmåling i sag om hærværk på Asger Jorn-maleri
Procesbevillingsnævnet har den 13. december 2023 meddelt tiltalte tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 8. august 2023 (S–0596–23).
Tiltalte, som på tidspunktet var 44 år og ustraffet, indfandt sig den 29. april 2022 på Museum Jorn i Silkeborg, hvor hun, som led i en kunstnerisk happening, på maleriet ”Den foruroligende ælling” malet af Asger Jorn påførte lim, hvorefter tiltalte klistrede et billede af sig selv fast på maleriet, ligesom hun med en sort tuschpen skrev sit navn på maleriet. Skaderne som følge heraf blev opgjort til i alt 1.889.350 kr.
Anklagemyndigheden tiltalte i januar 2023 tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 2, hærværk i betydeligt omfang. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om ubetinget fængsel i 1 år til 1 år og 6 måneder.
Tiltalte nægtede sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 194, men erkendte sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 2, og nedlagde påstand om en betinget fængselsstraf på højest 6 måneder.
Tiltalte blev tillige sigtet for overtrædelse af straffelovens § 194. Idet sagen ved byretten blev behandlet som en tilståelsessag, og tiltalte nægtede sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 194, blev der ikke rejst tiltale for denne del.
Byretten idømte tiltalte en ubetinget fængselsstraf på 1 år og 6 måneder
Tiltalte havde uden forbehold erkendt sig skyldig i den rejste tiltale, og idet tilståelsen blev støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå, fandt byretten det bevist, at tiltalte var skyldig.
Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 291, stk. 2. Retten lagde ved straffastsættelsen vægt på, at der var tale om et planlagt og usædvanligt groft hærværk begået mod en anerkendt museumsgenstand, og at hærværket havde medført skade og tab for knap 1,9 mio. kr.
Af de samme grunde, og uanset at tiltalte ikke var tidligere straffet, fandt byretten ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget.
Tiltalte blev derfor straffet med ubetinget fængsel i 1 år og 6 måneder.
Landsretten stadfæstede byrettens dom, men nedsatte straffen til fængsel i 1 år
Tiltalte ankede byrettens dom til landsretten med påstand om formildelse, herunder således at straffen blev gjort helt eller delvist betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.
Landsretten tiltrådte, at der ved straffastsættelsen skulle lægges vægt på de forhold, der var anført af byretten, ligesom det måtte anses som en skærpende omstændighed, at det betydelige hærværk var udført som led i en happening, hvor tiltalte iscenesatte sig selv som kunstner.
Landsretten fandt, at straffen passende kunne fastsættes til fængsel i 1 år. Af de samme grunde, var der ikke grundlag for at gøre nogen del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Landsretten stadfæstede derfor byrettens afgørelse med den ændring, at straffen blev nedsat til fængsel i 1 år.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/40252.