Ulovlig beskæftigelse af udlænding

Tiltalte, en hidtil ustraffet mand på 50 år, havde i september 2020 telefonisk anmodet en bekendt om hjælp i en halv time med at bære cykler fra tiltaltes lastbil til tiltaltes cykelforretning. Den bekendte og tre andre personer var den følgende dag i færd med at bære cykler fra en lastbil ind i tiltaltes cykelforretning, da politiet ankom til stedet. Tiltalte og den bekendte forklarede samstemmende, at de var venner, og at der var tale om en vennetjeneste, ligesom at den bekendte ikke modtog betaling herfor. Der var tale om en handling af kortere varighed, formentlig omkring en halv time.

Den bekendte var udlænding uden arbejdstilladelse i Danmark, og den tiltalte blev tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 6, jf. stk. 5, ved under skærpende omstændigheder med hensigt til at opnå en økonomisk fordel at have beskæftiget en udlænding som medhjælper, selvom denne ikke var i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse og ikke var registreret med et dansk personnummer, hvorfor der ikke kunne indberettes løn til Skat.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om bødestraf. Tiltalte påstod frifindelse.

Byretten frifandt tiltalte

Byretten fandt det bevist, at udlændingen havde hjulpet tiltalte med at bære én cykel fra en lastbil til tiltaltes forretning. Retten fandt det derimod ikke bevist, at udlændingen modtog vederlag for sin hjælp. Byretten lagde herved vægt på, at tiltalte og udlændingen samstemmende havde forklaret, at der var tale om en vennetjeneste, og at dette var normalt i de pågældendes kultur, ligesom at der ikke var ført bevis for, at udlændingen skulle have modtaget vederlag af tiltalte.

Byretten anførte herefter, at det, der i medfør af udlændingelovens § 59, stk. 5, er strafbart, er at beskæftige en udlænding uden fornøden arbejdstilladelse eller i strid med de i arbejdstilladelsen fastsatte betingelser. Retten fandt, at der med begrebet "beskæftige" i denne sammenhæng naturligt måtte forstås et arbejdsforhold.

Efter rettens opfattelse faldt en beskeden ulønnet vennetjeneste mv., hvor der ikke var etableret nogen form for ansættelsesforhold, derfor ikke inden for bestemmelsens anvendelsesområde.

På denne baggrund frifandt byretten tiltalte.

Landsretten ændrede byrettens dom

Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om domfældelse i overensstemmelse med tiltalen for byretten. Tiltalte påstod stadfæstelse.

Efter bevisførelsen lagde landsretten til grund, at tiltalte telefonisk anmodede udlændingen om den følgende dag i en halv time at hjælpe med modtagelsen af et større parti cykler i tiltaltes cykelforretning. Det måtte endvidere lægges til grund, at udlændingen, tiltalte og tre andre personer den følgende dag var i færd med at bære cykler fra en lastbil ind i tiltaltes cykelforretning, da politiet ankom til stedet. Tiltalte og udlændingen forklarede samstemmende, at de var venner, og at udlændingens hjælp den pågældende dag var en vennetjeneste, som denne ikke modtog betaling for. Tiltalte forklarede videre, at han var klar over, at udlændingen ikke måtte arbejde.

Landsretten fandt det herefter godtgjort, at tiltaltes beskæftigelse af udlændingen den pågældende dag krævede en arbejdstilladelse efter udlændingelovens § 13, stk. 1. Da tiltalte var klar over, at udlændingen ikke havde en arbejdstilladelse, og da beskæftigelsen blev udøvet som led i tiltaltes erhvervsvirksomhed og med tilsigtet økonomisk fordel for tiltalte, fandtes tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Landsretten anførte vedrørende strafudmålingen, at det følger af forarbejderne til udlændingelovens § 59, stk. 6, jf. stk. 5 (lovforslag nr. L 188 af 5. maj 2020), at udgangspunktet er en bøde på 50.000 kr. pr. beskæftiget udlænding pr. påbegyndt måned, hvis overtrædelsen er begået som led i udøvelse af erhvervsvirksomhed, og overtrædelsen tillige er begået enten forsætligt eller med henblik på at opnå en økonomisk fordel. Foreligger begge situationer fraviges bødeniveauet i opadgående retning.

Straffen efter udlændingelovens § 59, stk. 6, jf. stk. 5, blev herefter fastsat til 25.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 14 dage. Landsretten henså herved på den ene side til det ovenfor anførte udgangspunkt om bødeniveau og på den anden side til, at der var tale om en enkeltstående, kortvarig beskæftigelse.

Landsretten idømte derfor tiltalte en bøde på 25.000 kr.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/38581.