Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

17 mar. 2023

Procesbevillingsnævnet

Afvisning af ankesag efter retsplejelovens § 368 a

Procesbevillingsnævnet har den 16. marts 2023 meddelt et selskab tilladelse til kære til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 28. november 2022 (BS-25897/2022).

En person købte den 28. juni 2017 en ejendom på tvangsauktion ved Fogedretten i Næstved og betalte 10.000 kr. kontant på auktionen. Personen blev taget under konkursbehandling den 25. september 2020 i Sø- og Handelsrettens skifteret. Ifølge tingbogsattest af 26. oktober 2021 var personens navn lyst i tingbogen som auktionskøber. Den 10. oktober 2017 var der lyst meddelelse om beslaglæggelse, og den 29. september 2020 var der lyst meddelelse om konkurs. Konkursdekretet over personen var lyst uden anmærkninger.

Selskabet anlagde sag mod konkursboet med påstand om, at boet skulle anerkende, at den omhandlede ejendom tilhørte selskabet og ikke konkursboet. Selskabet gjorde til støtte herfor blandt andet gældende, at der forelå en klar og tydelig aftale mellem selskabet og modparten om, at modparten købte ejendommen på vegne af selskabet.

Sø- og Handelsrettens skifteret frifandt modparten

Sø- og Handelsrettens skifteret bemærkede, at modparten på tidspunktet for afsigelse af konkursdekret var registreret som ejer af den omhandlede ejendom, og at konkurs er en universel kreditorforfølgning, som ikke kræver god tro hos erhververen, jf. tinglysningslovens § 1. Idet selskabet ikke havde sikret sin eventuelle ret ved tinglysning af ejendommen, var denne eventuelle ret ekstingveret.

Landsretten afviste ankesagen efter retsplejelovens § 368 a

Selskabet ankede Sø- og Handelsrettens skifterets dom til landsretten og påberåbte sig de samme anbringender og beviser, som ved sagens behandling i Sø- og Handelsrettens skifteret.

Konkursboet nedlagde for landsretten principal påstand om afvisning af anken efter retsplejelovens § 368 a, samt subsidiær påstand om stadfæstelse.

Landsretten fandt på baggrund af oplysningerne i sagen, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i Sø- og Handelsrettens skifteret. Da sagen ikke fandtes at have principiel karakter, og da der ej heller var andre grunde, der i øvrigt talte for, at sagen skulle behandles af landsretten, afviste landsretten anken.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/24300.