Biologiske forældres og bedsteforældres samvær med bortadopteret barn

Barnet opholdt sig sammen med den biologiske mor på et observationshjem i to måneder efter sin fødsel. Barnet blev herefter frivilligt anbragt – først på observationshjemmets børneafdeling og kort tid efter i en plejefamilie.

Under anbringelsen var der samvær mellem barnet og de biologiske forældre 1 time hver måned, og der var samvær mellem barnet og de biologiske bedsteforældre 1 time hver 8. uge.

Ankestyrelsen bestemte, da barnet var lidt over 1 år gammel, at barnet skulle frigives til adoption. Afgørelsen blev stadfæstet ved Familieretten i Nykøbing Falsters dom af 15. januar 2020.  

De biologiske forældre og bedsteforældre ansøgte om fastsættelse af samvær.

Familieretshuset traf afgørelse om, at de biologiske forældre blev frataget orienteringsretten vedrørende barnet for at sikre anonymitet omkring adoptionen og adoptionsansøgerne, som barnet var midlertidigt placeret hos. Afgørelsen blev stadfæstet ved Familieretten i Horsens dom af 30. oktober 2020.

De biologiske forældres og bedsteforældres ansøgninger om samvær er efterfølgende blev behandlet ved familieretten og landsretten i to separate sager.

Familieretten frifandt i begge sager adoptivforældrene, således at der ikke blev fastsat samvær med de biologiske forældre og bedsteforældre

Familieretten redegjorde for den ændring af forældreansvarslovens § 20 a, der var foretaget ved lov nr. 497 af 1. maj 2019, hvor formuleringen om, at der alene kan fastsættes samvær i ”helt særlige tilfælde”, var udgået. Familieretten bemærkede hertil, at der ifølge forarbejderne alene var tale om en sproglig præcisering uden betydning for bestemmelsens realindhold.

Familieretten fandt i begge sager efter en samlet vurdering, at det var bedst for barnet, at der ikke var samvær. Familieretten lagde herved vægt på oplysningerne om barnets alder og forhold ved anbringelsen i plejefamilie, og perioden, hvor barnet havde været sammen med adoptivforældrene. For så vidt angik de biologiske forældre lagde familieretten også vægt på barnets reaktioner under samvær og oplysningerne om de biologiske forældres personlige forhold.

Familieretten lagde i begge sager desuden vægt på barnets særlige behov for ro, stabilitet og tryghed med henblik på at opnå tilknytning og kunne danne relationer til adoptivforældrene.

Oplysningerne om barnets samvær med de biologiske forældre og bedsteforældre før adoptionen kunne ifølge familieretten ikke føre til en anden afgørelse.  

Landsretten stadfæstede familierettens domme

Landsretten anførte, at det følger af forældreansvarslovens § 20 a, at der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem barnets oprindelige slægtninge og det adopterede barn, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v., og at en sådan afgørelse skal træffes ud fra, hvad der er det bedste for barnet.

Landsretten anførte videre, at der ved vurderingen af barnets bedste skal anlægges en helhedsvurdering af barnets samlede situation både på kort og lang sigt. Der bør lægges vægt på, at barnet står i en særlig situation efter en adoption, hvor der skal skabes en tilknytning mellem barnet og adoptivfamilien, og hvor barnets behov for en stabil og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes.

Landsretten tiltrådte efter en samlet vurdering af sagernes oplysninger, at det var bedst for barnet, at der ikke var samvær med de biologiske forældre. Landsretten lagde vægt på oplysningerne om barnets reaktioner under samvær, oplysningerne om de biologiske forældres personlige forhold, og den tid, som barnet havde haft ophold hos adoptanterne. Landsretten tiltrådte endvidere, at det forhold, at der i perioden efter anbringelsen havde været samvær mellem barnet og de biologiske forældre, ikke kunne føre til en anden vurdering, da disse samvær ikke kunne antages at have skabt en sådan betydningsfuld og positiv relation, at samvær nu kunne anses for bedste for barnet.

Landsretten tiltrådte også, at det var bedst for barnet, at der ikke var samvær med de biologiske bedsteforældre. Landsretten lagde vægt på oplysningerne om omfanget af samværene mellem barnet og de biologiske bedsteforældre under anbringelsen, og den tid, som barnet havde haft ophold hos adoptanterne, uden der havde været samvær med de biologiske bedsteforældre. Ifølge landsretten var der af de samme grunde ikke grundlag for, at anden form for kontakt ville være bedst for barnet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/12575 og 22/13285.