Forældelse af krav mod selvskyldnerkautionist

I 2008 indgik et selskab og en bank en kassekreditaftale med en kreditramme på 500.000 kr. Af aftalen fremgik det, at kreditten skulle indfries den 1. august 2008, medmindre der blev indgået ny aftale om afvikling. Selvskyldnerkautionisten indestod ved en kautionserklæring til sikkerhed for selskabets betaling til banken. Af kautionserklæringen fremgik det blandt andet, at banken måtte give henstand med betalinger, og at kautionister ikke skulle give deres samtykke.

Selskabet og banken indgik efterfølgende aftale om en forlængelse af kreditaftalen, således at denne skulle indfries den 1. august 2009. Selskabet blev forinden taget under konkursbehandling ved konkursdekret af 23. marts 2009, hvorefter banken den 26. marts 2009 opsagde kautionen til indfrielse over for selvskyldnerkautionisten.

Da selvskyldnerkautionisten ikke betalte, anlagde banken den 1. marts 2019 retssag mod selvskyldnerkautionisten, der under sagen blandt andet gjorde gældende, at kravet var forældet.

Byretten fandt, at der ikke var indtrådt forældelse og dømte selvskyldnerkautionisten til at betale til banken

Byretten lagde til grund, at selvskyldnerkautionisten var bekendt med forlængelsen af kassekreditten og kautionsforpligtelsen samt med selskabets økonomiske forhold, herunder udnyttelsen af kassekreditten.

Byretten anførte herefter, at forældelsesfristen for kautionsforpligtelsen begyndte at løbe den 23. marts 2009, hvor selskabet gik konkurs ved afsigelse af konkursdekret, og at banken opsagde kautionsforpligtelsen ved brev af 26. marts 2009 til selvskyldnerkautionisten.

Da retssagen var anlagt den 1. marts 2019, fandt byretten, at bankens krav ikke var forældet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten anførte blandt andet, at forældelsesfristen over for en kautionist ifølge forældelseslovens § 11 bestemmes efter de regler, der gælder for forældelse af fordringen mod hovedskyldneren.

Idet selskabet og banken indgik en aftale om at forlænge kreditaftalen indtil den 1. august 2009, og idet selvskyldnerkautionisten i kautionserklæringen gav forhåndssamtykke til, at banken måtte meddele selskabet henstand med kassekreditten, fandt landsretten ikke grundlag for at regne forældelsesfristen fra den oprindeligt aftalte indfrielsesdato, det vil sige den 1. august 2008.

Da selskabet gik konkurs den 23. marts 2009, og da banken opsagde kautionen til indfrielse den 26. marts 2009, fandt landsretten, at bankens krav mod selvskyldnerkautionisten i henhold til kautionsaftalen ikke var forældet, da der blev udtaget stævning den 1. marts 2019. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/13834.