Fortsat varetægtsfængsling på grund af kollusionsfare

I oktober 2022 bestemte byretten ved et grundlovsforhør, at den tiltalte, der var sigtet for overtrædelse af straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, ved i perioden den 4. august 2022 til den 10. august 2022 i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med på det tidspunkt ukendte medgerningsmænd uberettiget at have anvendt et antal personers betalingsoplysninger til at foretage transaktioner til en samlet værdi af omtrent 500.000 kr., skulle varetægtsfængsles efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3. Byretten anførte, at der var bestemte grunde til at frygte, at den tiltalte på fri fod på ny ville begå ny ligeartet kriminalitet, og at der, da der var medgerningsmænd på fri fod, var bestemte grunde til at antage, at den tiltalte på fri fod ville vanskeliggøre forfølgningen navnlig ved at fjerne spor, advare eller påvirke andre.

Varetægtsfængslingen blev på det grundlag forlænget yderligere to gange af byretten.

Den 14. december 2022 forlængede landsretten den tiltaltes varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, men fandt, at der ikke længere var grundlag for at opretholde varetægtsfængslingen efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2. Landsretten henviste til begrundelsen som anført af byretten i forbindelse med grundlovsforhøret.

Den 14. december 2022 blev ansøgeren tiltalt for mere end 100 forhold af databedrageri i medfør af straffelovens § 279 a, jf. § 286, stk. 2, herunder ét af forholdene begået i forening med en navngiven medgerningsmand. Sagen blev berammet til behandling primo februar 2023.

Byretten varetægtsfængslede frem til dom

Den 19. december 2022 afsagde byretten kendelse om fortsat varetægtsfængsling frem til dom, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, jf. § 767, stk. 2.

Byretten udtalte, at grundlaget for landsrettens kendelse af 14. december 2022 fortsat forelå.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

To voterende landsdommere tiltrådte med de af byretten anførte grunde, at betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, fortsat var opfyldt, og at bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 3, ikke var til hinder herfor.

Én voterende landsdommer fandt, at betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, ikke længere var opfyldt. Den dissentierende landsdommer lagde vægt på, at der alene skulle afhøres to vidner, idet de øvriges forklaringer var dokumenteret, og at tiltalte ikke havde noget personligt kendskab til vidnerne. Endvidere blev det tillagt vægt, at der kun var rejst tiltale for, at den tiltalte i ét forhold skulle have begået det i forening med en medgerningsmand, at denne medgerningsmand ikke havde været varetægtsfængslet, og tiltalte ikke længere var underlagt brev- og besøgskontrol. Den dissentierende landsdommer fandt på den baggrund, at der ikke var bestemte grunde til at antage, at den tiltalte på fri fod ville vanskeliggøre forfølgningen i sagen.

Landsretten traf afgørelse efter stemmeflertallet, således at byrettens kendelse blev stadfæstet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/10094.