Om forrentning af krav på sygedagpengeregres

I november 2017 fremsatte kommunen et sygedagpengeregreskrav over for et forsikringsselskab på 112.492 kr. Kommunen rykkede i maj 2018 forsikringsselskabet for svar, og i juni 2018 bad selskabet kommunen om dokumentation for årsagssammenhæng, hvilket kommunen ikke besvarede.   

I juni 2019 traf Patienterstatningen afgørelse om, at den skadelidte borger var blevet påført en behandlingsskade. Afgørelsen blev i juli 2019 sendt til forsikringsselskabet, som kort derefter udbetalte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til den skadelidte.

I januar 2020 fremsatte kommunen sit fulde sygedagpengeregreskrav på 389.429 kr. over for forsikringsselskabet med henvisning til, at selskabet havde udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til den skadelidte, og at kommunens regreskrav dermed også måtte anses for fuldt oplyst. I marts 2020 svarede forsikringsselskabet, at selskabet fortsat ikke havde modtaget materialet, som selskabet havde bedt om i juni 2018, og at selskabet ikke var enig i, at oplysninger fra den skadelidtes personskadesag skulle være tilgået sagen om sygedagpengeregres.

Efter yderligere korrespondance sendte kommunen den 25. marts 2020 yderligere akter samt en redegørelse for behandlingen af sygedagpengesagen til forsikringsselskabet, som den 4. maj 2020 betalte regreskravet med tillæg af renter for perioden fra den 24. april 2020 frem til betalingen.

I marts 2021 anlagde kommunen retssag mod forsikringsselskabet med påstand om betaling af ca. 29.006 kr., hvoraf ca. 22.725 kr. angik renter af 112.492 kr. i perioden fra den 13. december 2017 til 16. juni 2020, og 7.146, kr. angik renter af 276.937 kr. i perioden fra den 20. februar til 16. juni 2020.

Spørgsmålet under sagen var navnlig, om kommunens krav skulle forrentes efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1, eller efter rentelovens § 3, stk. 2 og 3.

Byretten frifandt forsikringsselskabet

Byretten fastslog, at det påhvilede kommunen at føre bevis for sit regreskrav mod forsikringsselskabet. Eftersom forsikringsselskabet ved sine afvisninger af kravet i juni 2018 og 2020 havde bedt om oplysninger til brug for bedømmelsen af kravets berettigelse, fandt retten, at forfaldsdagen eller det tidspunkt, hvor selskabet havde været i stand til at indhente de nødvendige oplysninger for bedømmelsen af kravet, ikke var indtrådt ved kommunens fremsættelse af kravet i 2017.

Videre fandt retten, at det ikke med rimelighed kunne forventes, at forsikringsselskabet skulle have anvendt oplysninger fra den skadelidtes personskadessag i forhold sygedagpengeregressagen, og at det derfor var uden betydning, hvilke oplysninger selskabet havde modtaget i personskadesagen, hvorfor kommunen først havde opgjort sit krav endeligt over for selskabet den 25. marts 2020.

Herefter bemærkede retten, at uanset om renten skulle beregnes efter rentelovens eller erstatningsansvarsloven, kunne der tidligst kræve rente 30 dage efter forfaldsdagen eller 30 dage efter det tidspunkt, at forsikringsselskaber var i stand til at indhente de nødvendige oplysninger for bedømmelsen af kravet, samt at dette i begge tilfælde var den 24. april 2020, hvorfra selskabet allerede havde betalte renter. Forsikringsselskabet blev derfor frifundet.

Landsretten ændrede byrettens dom

Landsretten fandt, at kommunens krav på sygedagpengeregres var rejst med hjemmel i erstatningsansvarslovens § 17, stk. 1, og at spørgsmålet om kravets forretning derfor skulle afgøres efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1, og forarbejderne hertil, hvorefter kommunens krav kunne kræves forrentet en måned efter, at forsikringsselskabet kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere erstatningskravet og dets størrelse.

Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at forsikringsselskabet på tidspunktet for modtagelsen af Patienterstatningens afgørelse den 12. juli 2019, men ikke forud herfor, kunne og burde have indhentet de oplysninger, der var nødvendige for at vurdere regreskravet. 1-månedsfristen i erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, skulle derfor i relation til de 112.492 kr. regnes fra den 12. juli 2019, mens fristen i relation til de resterende 276.937 kr. skulle regnes fra den 20. januar 2020, hvor kommunen havde fremsat sit fulde krav. Landsretten tog derfor kommunens påstand til følge med 10.302,20 kr. med fradrag for de renter, som forsikringsselskabet allerede havde betalt. Landsretten ændrede således byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/14986.