Påbud om takstregulering indenfor området for jernbanegodstransport

Sagen vedrører retmæssigheden af et af Jernbanenævnet meddelt påbud til et jernbaneselskab om navnlig nedregulering af kombiterminaltakster. Kombiterminaler bliver anvendt til forskellige formål, herunder omlastning, rangering og midlertidig henstilling af containere og togvogne med farligt gods, herunder kemikalier.

Jernbanenævnet varetager tilsyns- og klagefunktioner på jernbaneområdet som nærmere bestemt i jernbaneloven med tilhørende bekendtgørelser, herunder bekendtgørelsen om Jernbanenævnet og kombiterminalbekendtgørelsen. Reglerne er i vidt omfang baseret på Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde, hvilket direktiv blandt andet har til formål at skabe gennemsigtighed og sikre brugerne en lige og ikke-diskriminerende adgang til servicefaciliteter og levering af jernbanerelaterede tjenester. Jernbanenævnet skal således blandt andet påse, at der ikke sker forskelsbehandling, markedsforvridning mv. 

I kombiterminalbekendtgørelsen er fastsat regler om blandt andet takster for jernbanevirksomheders benyttelse af kombiterminaler. Af reglerne fremgår, at taksterne skal fastsættes således, at enhver forskelsbehandling mellem jernbanevirksomheder undgås, og således at taksterne skal dække de fulde omkostninger i det omfang, at de er rimelige i forhold til brug af servicefaciliteter og leverede ydelser, og med tillæg af en rimelig fortjeneste.

I 2019 meddelte Jernbanenævnet et påbud til et jernbaneselskab om nedregulering af takster for to kombiterminaler.

Jernbaneselskabet nedlagde herefter sag mod Jernbanenævnet med påstand om, at Jernbanenævnet skulle anerkende, at nævnet var uberettiget til at påbyde selskabet at nedregulere disse takster, idet Jernbanenævnets fortolkning var forkert, dels vedrørende anvendelsesområdet for takstreguleringen, dels vedrørende beregningen af rimelig fortjeneste.

Jernbanenævnet påstod frifindelse.

Byretten frifandt Jernbanenævnet

Byretten henviste blandt andet til, at Jernbanenævnet efter jernbaneloven har hjemmel til at træffe bindende afgørelser, når dette sker med henblik på at korrigere forskelsbehandling af ansøgere, markedsforvridning og alle andre former for uønsket udvikling på disse markeder. Byretten fandt, at Jernbanenævnets påbudsafgørelse havde angivet de relevante hovedhensyn, og at der ikke var grundlag for at antage, at nævnets begrundelse ikke havde været udtryk for den reelle begrundelse, eller at henvisningen til en række bestemmelser i jernbaneloven og tilhørende bekendtgørelser havde indebåret, at der var inddraget hensyn mv., som ikke kunne tillægges vægt.

Byretten fandt herefter, at Jernbanenævnets påbud var gyldigt, og frifandt Jernbanenævnet.

Jernbaneselskabet ankede byrettens dom.

Landsretten ændrede byrettens dom

Landsretten anførte blandt andet, at en afgørelse om takstnedsættelse i medfør af kombiterminalbekendtgørelsen måtte forudsætte, at Jernbanenævnet havde godtgjort, at taksterne ikke var i overensstemmelse med konkurrencesituationen, og at dette måtte bero på en vis analyse af konkurrencen indenfor det for kombiterminalen relevante marked. Landsretten fandt endvidere, at Jernbanenævnet ikke ved sin sagsbehandling havde vurderet sagen i forhold til disse betingelser i den dagældende kombiterminalbekendtgørelse, og at Jernbanenævnet derfor havde været uberettiget til at udstede påbuddet.

Landsretten ændrede herefter byrettens dom og dømte Jernbanenævnet til at anerkende, at nævnet havde været uberettiget til at påbyde jernbaneselskabet at nedsætte kombiterminaltaksterne mv.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/10769.

Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet i 2019 (j.nr. 2019-22-0386) meddelte Jernbanenævnet tilladelse til anke til Højesteret i en anden sag indenfor samme sagsområde, og at Højesteret har afsagt dom i denne sag, jf. U 2020.2922 H.