Salæret til den beskikkede advokat i en arbejdsskadesag

Advokaten var beskikket som advokat for en tidligere udsendt soldat i en arbejdsskadesag mod Ankestyrelsen. Sagens værdi var anslået til 2,6 mio. kr.

Efter udveksling af stævning og svarskrift blev sagen forelagt Retslægerådet, som vurderede, at advokatens klient havde symptomer svarende til posttraumatisk belastningsreaktion, men at det henset til det lange tidsrum mellem klientens udsendelser og symptomernes debut var mindre sandsynligt, at belastningsreaktionen var udløst af udsendelserne.

Efterfølgende blev der udvekslet replik og duplik, hvorefter sagen igen blev forelagt for Retslægerådet, som ikke fandt anledning til at ændre eller supplerede sin tidligere besvarelse. Herefter valgte advokatens klient at hæve sagen.

Byretten fastsatte advokatens salær til 80.000 kr. med tillæg af moms

Byretten fastsatte advokatens salær til 80.000 kr. med tillæg af moms. Herved lagde byretten navnlig vægt på sagens værdi, karakter og omstændigheder, herunder den begrænsede skriftveksling og antallet af bilag. Samtidig henviste byretten til U 1999.1414/2 H, hvoraf det følger, at salæret til den beskikkede advokat skal ske med udgangspunkt i de vejledende salærtakster, der anvendes ved fastsættelsen af sagsomkostninger, men at der tillige tages hensyn til det opnåede resultat, sagens beskaffenhed og arbejdets omfang.

Ved retsbog af samme dag bestemte byretten desuden, at statskassen skulle betale 130.000 kr. inkl. moms i sagsomkostninger til Ankestyrelsen til dækning af advokatudgifter.

Landsretten stadfæstede byrettens salærbeslutning

Advokaten kærede byrettens salærbeslutning til landsretten. I den forbindelse gjorde han navnlig gældende, at han i medfør af retsplejelovens § 334, stk. 3, og forarbejderne hertil, var berettiget til et salær svarende til det beløb, som Ankestyrelsen havde fået tilkendt til dækning af sine advokatudgifter, og at der uanset U 1999.1414/2 H ikke kunne lægges vægt på det opnåede resultat ved salærfastsættelsen.

Landsrettens stadfæstede byrettens salærbeslutning. Herved lagde landsretten navnlig vægt på, at der efter en samlet vurdering, herunder af sagens udfald, ikke var tilstrækkeligt grundlag for at ændre afgørelsen. I den forbindelse henviste landsretten tillige til kriterierne udstukket i U 1999.1414/2 H.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/21204.