11 apr. 2023
Procesbevillingsnævnet
Oprejsningsbevilling
Procesbevillingsnævnet har den 30. marts 2023 meddelt et selskab tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 25. oktober 2022 (BS-20628/2022).
Den materielle sag udsprang af et erstatningsopgør mellem flere parter i forbindelse med, at en kommune ophævede en samarbejdsaftale med et boligselskab om opførsel af et plejecenter.
Ved byrettens dom af 11. januar 2022 blev kommunen pålagt at betale erstatning til boligselskabet, der samtidig blev pålagt at betale erstatning til et arkitektfirma og et rådgivningsfirma, idet kommunen dog skulle friholde boligselskabet for erstatningerne til arkitektfirmaet og rådgivningsfirmaet.
Arkitektfirmaet ankede dommen vedrørende boligselskabet, og boligselskabet ankede dommen vedrørende kommunen med påstand om friholdelse for eventuelle yderligere erstatningskrav.
Ankefristen udløb den 8. februar 2022.
Ved ankesvarskrift af 1. april 2022 nedlagde kommunen overfor boligselskabet to selvstændige påstande, dels om berettigelsen af ophævelsen af kontrakten, dels om tilbagebetaling af den erstatning, som kommunen ved byrettens dom blev dømt at betale til boligselskabet.
Den 30. maj 2022 ansøgte boligselskabet om tilladelse til anke af byrettens dom vedrørende rådgivningsfirmaet, jf. retsplejelovens § 372, stk. 2, 5. pkt.
Landsretten meddelte oprejsningsbevilling
Landsretten gav boligselskabet tilladelse til at anke byrettens dom vedrørende rådgivningsfirmaet efter ankefristens udløb med henvisning til, at anken var foranlediget af de af kommunen nedlagte påstande i ankesvarskriftet af 1. april 2022, der var foranlediget af arkitektfirmaets ankesag mod boligforeningen. Landsretten lagde desuden vægt på det oplyste om sagernes sammenhæng, og landsretten fandt herefter, at betingelserne for undtagelsesvis at tillade anke efter ankefristens udløb var opfyldt.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/21913.