Udvisning af foranstaltningsdømt uden tilknytning til hjemland

Den tiltalte, der var statsløs palæstinenser, var født og opvokset i Danmark. Hans forældre var henholdsvis statsløs palæstinenser og EU-borger. Han var tidligere straffet og havde én gang tidligere modtaget en advarsel om udvisning. Han var ugift, men havde et barn, der var dansk statsborger. Han havde ikke længere forældremyndighed over barnet. Den tiltalte var ved tidligere domme fundet utilregnelig i gerningsøjeblikket, jf. straffelovens § 16, og dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling.

Den tiltalte var i den foreliggende sag nu tiltalt for manddrab i medfør af straffelovens § 237 for i forening og efter fælles forståelse og forudgående planlægning at have dræbt forurettede. Drabet blev aftalt og planlagt af den tiltalte og en medtiltalt, hvorefter den medtiltalte udførte drabet.

Byretten dømte den tiltalte til anbringelse på psykiatrisk afdeling og tildelte en advarsel om udvisning

Byretten fandt den tiltalte skyldig, men lagde på baggrund af mentalerklæring og Retslægerådets udtalelse til grund, at han var utilregnelig på grund af sindssygdom på gerningstidspunktet. Den tiltalte blev på den baggrund fundet straffri, jf. straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt., og dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden fastsættelse af længstetid.

Byretten lagde til grund, at den tiltalte ikke havde nogen tilknytning til noget andet land end Danmark, og at han var uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i et andet land.

Otte af rettens medlemmer lagde vedrørende udvisningsspørgsmålet vægt på, at den tiltalte var født og opvokset i Danmark, hvor han havde haft hele sin opvækst, og at han ikke havde nogen form for tilknytning til noget andet land end Danmark. De lagde videre vægt på, at den tiltalte havde hele sin familie i Danmark, og at hans barn samt dennes mor var danske statsborgere. De udtalte herefter, at uanset at den tiltalte havde begået en meget alvorlig forbrydelse, forelå der på ovenstående baggrund forhold, som talte afgørende imod udvisning, og at udvisning af tiltalte med sikkerhed ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Ét af rettens medlemmer udtalte, at efter omfanget og grovheden af den nuværende samt tidligere begåede kriminalitet sammenholdt med, at den tiltalte tidligere var tildelt en advarsel om udvisning, fandt denne, at de tungtvejende samfundsmæssige hensyn, som talte for udvisning, var så væsentlige, at der, trods den tiltaltes personlige forhold, skulle ske udvisning med indrejseforbud for bestandig.

Byretten tildelte efter stemmeflertallet den tiltalte en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1.

Anklagemyndigheden ankede dommen med endelig påstand om skærpelse, således at den tiltalte skulle udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Den tiltalte påstod stadfæstelse.

Landsretten ændrede byrettens dom

Efter en samlet vurdering tiltrådt landsretten indledningsvis, at en udvisning af den tiltalte ikke ville være i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20.

Landsretten lagde vedrørende den tiltaltes personlige forhold til grund blandt andet, at han udelukkende havde personlige og kulturelle bånd til Danmark, og at han dermed reelt ikke havde nogen tilknytning til andre lande end Danmark.

Fem af landsrettens medlemmer lagde afgørende vægt på, at den tiltalte var fundet skyldig i personfarlig kriminalitet af særdeles alvorlig karakter, og at han tidligere var dømt adskillige gange for forbrydelser af personfarlig karakter samt tildelt en advarsel om udvisning. De fandt på den baggrund, at der var særdeles tungtvejende grunde til at udvise den tiltalte. De fandt videre, at udvisning, trods den tiltaltes stærke tilknytning til Danmark og at han ingen reel tilknytning havde til hjemland, efter en samlet proportionalitetsafvejning ikke ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Ét af landsrettens medlemmer stemte for stadfæstelse af de af byretten anførte grunde, således at den tiltalte skulle tildeles en advarsel om udvisning.

I overensstemmelse med stemmeflertallet ændrede landsretten således byrettens dom om udvisning, hvorved den tiltalte blev udvist med indrejseforbud for bestandig.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/23477.

Landsrettens afgørelse er trykt i TfK 2022.420 Ø.