Afslag fra kommune på ansøgning om midlertidig grundvandssænkning

I 2017 indgav et selskab en ansøgning om tilladelse til indvinding af råstoffer på en ejendom beliggende i et område, der var udlagt til råstofgraveområde. Ejendommen lå ca. 1200 m fra et moseområde, der var fredet og et Natura 2000-område. I forbindelse med ansøgningen om råstofindvinding ansøgte selskabet om tilladelse til midlertidig grundvandssænkning. Afgørelse herom skulle træffes af den pågældende kommune.

Til ansøgningen var blandt andet vedlagt en miljøkonsekvensrapport, hvori det var vurderet, at grundvandssænkningen ikke ville medføre nogen betydende ændringer i vandspejlet i moseområdet.

I forbindelse med kommunens behandling af ansøgningen, blev der foranstaltet en offentlig høring, og kommunen foranstaltede kontrolberegninger af miljøkonsekvensrapporten, der bekræftede rapportens konklusioner. Kommunens forvaltning indstillede herefter til kommunens Teknik- og Miljøudvalg, at der skulle meddeles tilladelse til midlertidig grundvandssænkning.

I november 2019 meddelte kommunens Teknik- og Miljøudvalg afslag på selskabets ansøgning om tilladelse til midlertidig grundvandssænkning i forbindelse med råstofindvinding. Kommunen begrundede blandt andet afslaget med, at kommunen ønskede at bevare den nuværende tilstand for hydrologi og kvalitet af grundvand, og at kommunen derfor ikke ville tillade aktiviteter, der indebar en risiko herfor.

Selskabet anlagde i januar 2020 sag mod kommunen blandt andet med påstand om, at kommunen skulle anerkende, at afgørelsen var ugyldig.

Selskabet gjorde blandt andet gældende, at to af medlemmerne af kommunens Teknik- og Miljøudvalg, som havde afgivet høringssvar i den offentlige høring, var inhabile ved udvalgets behandling af sagen, at afgørelsen ikke var baseret på saglige kriterier, og at afgørelsens begrundelse ikke levede op til forvaltningslovens begrundelseskrav.

Byretten dømte kommunen

Byretten tilpligtede kommunen at anerkende, at afgørelsen var ugyldig.

Byretten fandt, at ét af medlemmerne af kommunens Teknik- og Miljøudvalg havde været inhabil, idet udvalgsmedlemmet ved sin adfærd havde givet udtryk for at have en sådan særlig væsentlig og direkte personlig økonomisk interesse i sagen, at der ud fra en generel vurdering måtte anses at være risiko for, at udvalgsmedlemmet ville kunne lade sig påvirke heraf ved sin stillingtagen til ansøgningen. Afgørelsen var derfor ugyldig.

Byretten fandt endvidere, at afgørelsen ikke var båret af saglige hensyn, og at den også af denne grund var ugyldig. Byretten lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at udvalgsmedlemmerne ikke var i besiddelse af andre oplysninger end dem, der fremgik af ansøgningen. Byretten fandt derefter ikke, at udvalget på sagligt grundlag havde kunnet afslå at meddele tilladelse under henvisning til et forsigtighedsprincip.

Kommunen ankede dommen til landsretten.

Landsretten ændrede dommen

Landsretten frifandt kommunen for selskabets påstand om afgørelsens ugyldighed.

Landsretten fandt blandt andet, at der ikke havde foreligget inhabilitet hos medlemmer af kommunens Teknik- og Miljøudvalg, og at der ikke var grundlag for at fastslå, at afgørelsen hvilede på usaglige hensyn, eller at afgørelsen var utilstrækkeligt begrundet. Der var derfor ikke grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/22225.