En biologisk forælders samvær med et frivilligt bortadopteret barn

Sagen omhandler samvær mellem en biologisk far og det barn, som han omkring 4 måneder efter barnets fødsel havde bortadopteret til barnemoderens daværende ægtefælle.

Barnet havde haft ugentligt samvær med den biologiske far indtil, at den biologiske mor afbrød samværet, da barnet var omkring 10 år gammel.

Den biologiske far ansøgte i den forbindelse om fastsættelse af samvær i medfør af forældreansvarslovens § 20 a.

Politiet gav herefter den biologiske far en formaning om, at hvis han igen rettede henvendelse til den biologiske mor eller barnet, så kunne det medføre, at han fik tilhold, hvis betingelserne i øvrigt var opfyldt.

Der blev efterfølgende afholdt en børnesamtale ved Familieretshuset, og der blev indhentet udtalelser fra barnets skole og fritidsklub. 

Familieretten bestemte, at der ikke skulle fastsættes samvær

Familieretten fandt, at det ville være bedst for barnet, at der ikke blev fastsat samvær. Familieretten lagde i den forbindelse vægt på det, der var fremkommet under børnesamtalen, samt sagens oplysninger i øvrigt, herunder oplysningerne om politiets formaning til den biologiske far og det personlige indtryk, som familieretten havde fået af parterne under sagen.

Landsretten stadfæstede familierettens dom

Den biologiske far ankede familierettens dom til landsretten, hvor han anmodede om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.

Landsretten fandt, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, og landsretten imødekom derfor ikke anmodningen om foretagelse af en børnesagkyndig undersøgelse.

Landsretten fandt efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder parternes forklaringer, børnesamtalen i Familieretshuset og udtalelserne fra barnets skole, at det var bedst for barnet, at der ikke på daværende tidspunkt blev fastsat samvær mellem barnet og den biologiske far.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/11960.