Krav om beskatning efter forskerskatteordningen

Borgeren flyttede i 2007 til udlandet, men beholdt en villa og et sommerhus i Danmark. Udflytningen blev registreret i folkeregistret, men borgeren meddelte ikke særskilt skattemyndighederne om udflytningen eller om, at han havde opgivet sin danske bopæl. Skattemyndighederne registrerede i indkomstårene 2007-2010 borgeren som værende fuldt skattepligtig til Danmark, ligesom myndighederne for disse år udstedte årsopgørelser, ifølge hvilke borgeren var fuldt skattepligtig til Danmark. Af årsopgørelserne fremgik ingen personlig indkomst, men en negativ kapitalindkomst angående renteindtægter- og udgifter. Borgeren solgte i 2010 sine danske ejendomme, og i 2011 blev han registeret som værende ikke-skattepligtig i Danmark.

Borgeren opnåede i 2017 igen ansættelse i Danmark, og ved tilbageflytningen ansøgte han om beskatning efter kildeskattelovens §§ 48 E-F (forskerskatteordningen). Borgeren ansøgte desuden om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for 2007-2010 med henblik på at få den fulde skattepligt ændret til en begrænset skattepligt. Skattestyrelsen afslog i 2018 begge ansøgninger og lagde ved afgørelsen om forskerordningsbeskatning navnlig vægt på, at borgeren ifølge skatteansættelserne (årsopgørelserne) for 2007-2010 havde været fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, således at han ved ansættelsen i Danmark i 2017 ikke opfylde betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, hvorefter den skattepligtige ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen må have været skattepligtig efter bl.a. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Begge afgørelser blev sidenhen stadfæstet af Landsskatteretten.

Borgeren anlagde derpå retssag mod Skatteministeriet med påstand om, at han med virkning fra ansættelsen i 2017 havde krav på beskatning efter forskerskatteordningen, subsidiært hjemvisning. Skatteministeriet nedlagde påstand om frifindelse. Landsskatterettens afgørelse om afslag på ekstraordinær genoptagelse blev ikke indbragt for domstolene.

Hovedtvisten i sagen var, hvorvidt der ved vurderingen af, om borgeren opfyldte betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, skulle foretages en materiel prøvelse af, om borgeren inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen i 2017 havde været fuldt skattepligtig til Danmark på baggrund af hans bopæls- og opholdsforhold, eller om det måtte anses for afgørende, at han ifølge skatteansættelserne (årsopgørelserne) for 2007-2010 havde været fuldt skattepligtig til Danmark i disse år.

Byretten frifandt Skatteministeriet

Byretten lagde navnlig vægt på, at borgeren ikke i forbindelse med sin udflytning i 2007 havde indgivet en selvangivelse om fraflytning, og at der derfor ikke var blevet foretaget en ligningsmæssig gennemgang af (ophøret af) hans fulde skattepligt i den forbindelse. I stedet havde skattemyndighederne i indkomstårene 2007-2010 forsat registeret borgeren som fuld skattepligtig til Danmark samt udstedt årsopgørelser, ifølge hvilke han var fuldt skattepligtig. Herefter, og da borgeren havde fået afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne i 2007-2010, fandt byretten, at borgeren måtte anses for fuldt skattepligtig til Danmark i disse indkomstår, således at han ved sin ansættelse i 2017 ikke opfyldte betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1.

Landsretten stadfæstede byrettens dom (med dissens)

Landsrettens flertal bemærkede, at skatteforvaltningslovens udførlige fristregler og vide muligheder for ekstraordinær genoptagelse måtte indebære, at en skatteansættelse, som ikke var ændret inden for de angivne frister, måtte lægges til grund ved en senere vurdering af den skattepligtiges forhold, medmindre der var udtrykkelig hjemmel til at se bort herfra. Ifølge flertallet indeholdt kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, nr. 3, hverken efter sin ordlyd eller forarbejder hjemmel til at se bort fra tidligere skatteansættelser. Herefter, og da borgeren ikke havde indbragt Landsskatterettens afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne for 2007-2010 for domstolene, fandt flertallet, at han på baggrund af de afgørelser om fuld skattepligt, der lå i årsopgørelserne for 2007-2010, ikke opfyldte betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1.

Mindretallet lagde navnlig vægt på, at skattemyndighederne på intet tidspunkt i årene 2007-2010 havde foretaget nogen egentlig sagsbehandling i relation til spørgsmålet om borgerens skattepligt til Danmark eller truffet nogen egentlig forvaltningsafgørelse herom. Ifølge mindretallet kunne det endvidere hverken udledes af ordlyden af eller forarbejderne til kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, nr. 3, om der skulle lægges afgørende vægt på tidligere skatteansættelser, eller om der på ansøgningstidspunktet i stedet skulle foretages en selvstændig materiel bedømmelse af skattepligtsforholdene i de 10 forudgående indkomstår. Herefter fandt mindretallet, at kildeskattelovens § 48 E, stk. 1, nr. 3, ud fra betragtninger om rimelighed, lighed og forudsigelighed måtte fortolkes således, at der skulle foretages en selvstændig materiel bedømmelse af skattepligten ud fra de faktiske forhold på ansøgningstidspunktet, uanset om der ved en tidligere skatteansættelse implicit var truffet afgørelse om skattepligten. Videre fandt mindretallet, at der ikke var fastsat formelle regler for, hvordan fraflytning til udlandet skulle meddeles skattemyndighederne, samt at det i øvrigt ikke fremgik tydeligt af de omhandlede årsopgørelser, at der deri lå en afgørelse om skattepligt. Da Skatteministeriet bestred, at en efterprøvelse af borgerens bopæls- og opholdsforhold ville føre til, at hans skattepligt var ophørt i 2007-2010, voterede mindretallet for at tage borgerens subsidiære hjemvisningspåstand til følge.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/21651.