Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

04 jul. 2023

Procesbevillingsnævnet

Indtægtsgrundlag i børnebidragssager

På det seneste møde i Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser til landsretten vedrørende familierettens afgørelser blev der meddelt appeltilladelse til landsretten i flere sager, herunder i fire sager om børnebidrag.

De tre af sagerne vedrørte spørgsmålet om beregning af bidragsbetalers fremtidige indtægtsgrundlag, som alle omhandlede særlige situationer, hvor der ikke var tale om almindelig lønindkomst.

I den første sag ejede bidragsbetaler en række erhvervsvirksomheder, hvoraf der bl.a. var et moderselskab og en række datterselskaber. Spørgsmålet under sagen var, hvordan indtægten for selvstændig erhvervsdrivende, der driver sin virksomhed i selskabsform, skulle opgøres. Både Familieretshuset og familieretten fastsatte børnebidraget til normalbidraget + 200 % af grundbeløbet på baggrund af oplysninger om bidragsbetalers erhvervsvirksomheder. Procesbevillingsnævnet meddelte bidragsbetaler tilladelse til anke til landsretten.

I den anden sag var bidragsbetaler selvstændig erhvervsdrivende og ejede dele af en række selskaber. Det ene selskab, hvorfra størstedelen af indkomsten hidrørte fra, blev stiftet i 2018. Spørgsmålet i sagen var, hvilke indkomstår der skulle indgå i vurderingen af bidragsbetalers fremtidige indkomst i en situation, hvor bidragsbetalers indkomst i et indkomstår var væsentlig lavere end i de efterfølgende to indkomstår, der omvendt viste en kontinuerlig opadgående indtjeningsevne. Familieretten ændrede Familieretshusets afgørelse og fandt, at alle tre indkomstår skulle indgå i vurderingen og nedsatte børnebidraget til normalbidraget + 100 % af grundbeløbet. Procesbevillingsnævnet meddelte bidragsmodtager tilladelse til anke til landsretten.

I den tredje sag bestod bidragsbetalers indkomst udelukkende af uddelinger fra to skattepligtige fonde (opgjort som B-indkomst). Både Familieretshuset og familieretten fastsatte børnebidraget til normalbidraget + 100 % af grundbeløbet ud fra bidragsbetalers indkomst de seneste 12 måneder. Procesbevillingsnævnet meddelte bidragsmodtager tilladelse til anke til landsretten.

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/12758, 23/15725 og 23/17278.