Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

04 aug. 2023

Procesbevillingsnævnet

Dokumentation af tiltaltes forklaring i en grønlandsk straffesag

Procesbevillingsnævnet har den 3. august 2023 meddelt anklagemyndigheden tilladelse til kære til Højesteret af en beslutning, der er truffet af Grønlands Landsret den 27. december 2022 (K 256/22).

Tiltalte, der var sigtet for vold mod sin kæreste, havde afgivet forklaring til politiet. Afhøringen foregik på dansk, og afhøringsrapporten blev ligeledes udfærdiget på dansk, men tiltalte afgav forklaring på grønlandsk. En reservebetjent fungerede som tolk.

Efter den grønlandske retsplejelovs § 467, stk. 3, kan dokumenter, der ikke er omfattet af stk. 1 og 2, som indeholder erklæringen eller vidnesbyrd, kun benyttes som bevismidler, hvis retten undtagelsesvis tillader det.

Kredsretten tillod ikke dokumentation af afhøringsrapporten

I forbindelse med straffesagens behandling i kredsretten ønskede tiltalte ikke at afgive forklaring. Anklagemyndigheden anmodede om at dokumentere politirapporten med tiltaltes forklaring, hvilket kredsretten afviste.

Landsretten stadfæstede kredsrettens afgørelse

Anklagemyndigheden kærede afgørelsen til Grønlands Landsret, der tillod kæremålet, uanset at tiltalte i mellemtiden var blevet frifundet i kredsretten. Landsretten henviste til, at landsrettens afgørelse i den foreliggende sag kunne få betydning i en række fremtidige sager, hvorfor anklagemyndigheden havde en retlig interesse i at få kæremålet behandlet.

Landsretten fandt, at for at en rapport med gengivelse af tiltaltes forklaring til politiet kunne tillades dokumenteret, jf. den grønlandske retsplejelovs § 467, stk. 3, burde særligt vigtige dele af forklaringen så vidt muligt gengives med tiltaltes egne ord. Endvidere skulle den tiltalte have reel mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af forklaringen.

Landsretten stadfæstede derefter kredsrettens afgørelse om ikke at tillade dokumentation af afhøringsrapporten med henvisning til, at tiltalte var grønlandsk talende og ikke beherskede dansk på et sådant niveau, at han kunne afgive forklaring på dansk eller forstå en dansk gengivelse af hans grønlandske forklaring. Landsretten fandt videre, at de væsentlige dele af tiltaltes forklaring kunne have været gengivet med tiltaltes grønlandske ord, hvilket formentlig ville have givet en mere forståelig gengivelse af tiltaltes forklaring. Herefter, og da tolkningen mellem grønlandsk og dansk blev varetaget af en ansat hos Grønlands Politi, fandt landsretten, at der ikke var grundlag for undtagelsesvist at tillade afhøringsrapporten dokumenteret, jf. den grønlandske retsplejelovs § 476, stk. 3.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/09196.