Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

23 aug. 2023

Procesbevillingsnævnet

Godtgørelse for uberettiget afskedigelse af ansatte i fleksjob

Procesbevillingsnævnet har den 17. august 2023 meddelt HK Danmark som mandatar for to medlemmer tilladelse til anke til Højesteret af to domme, der er afsagt henholdsvis af Østre Landsret den 14. december 2022 (BS-47157/2020) og af Vestre Landsret den 23. marts 2023 (BS-15264/2021).

Medlemmerne var begge ansat i fleksjob ved deres respektive arbejdsgivere. Flekslønsordningen fungerer efter en lovændring i 2013 således, at arbejdsgivere udbetaler løn til den ansatte for det faktisk udførte arbejde, og den ansatte modtager herefter fleksløntilskuddet direkte fra kommunen.

Medlemmerne blev afskediget, hvorefter der opstod uenighed om, hvorvidt afskedigelserne var sket i strid med forskelsbehandlingsloven.

HK Danmark anlagde på vegne af medlemmerne sag mod disses tidligere arbejdsgivere med påstand om betaling af godtgørelse i medfør af forskelsbehandlingslovens § 7. Der var mellem parterne særligt uenighed om, hvorledes godtgørelsen skulle beregnes på baggrund af medlemmernes løn fra arbejdsgiverne alene, eller om fleksløntilskuddet tillige skulle medregnes. 

Byretterne fandt i begge sager, at godtgørelsen skulle fastsættes med udgangspunkt i arbejdsgivers reelle lønudgift

Byretterne anførte, at det var bedst i tråd med hensynet bag lovændringen i 2013, såfremt der ved fastsættelsen af godtgørelse for uberettiget afskedigelse i medfør af forskelsbehandlingslovens § 7 blev taget udgangspunkt i arbejdsgivers reelle lønudgift.

I den første sag, bemærkede byretten, at der i det omhandlede tilfælde burde ske en vis forhøjelse af beløbet under hensyntagen til den lave ugentlige arbejdstid, som medlemmet blev ansat til at udføre. Godtgørelsen blev derfor skønsmæssigt fastsat til 30.000 kr.

I den anden sag blev godtgørelsen af byretten fastsat til 66.278,34 kr. svarende til den løn, arbejdsgiver faktisk udbetalte til medlemmet.

Landsretterne stadfæstede byrettens dom i begge sager

Begge landsretter bemærkede, at det følger af retspraksis, at godtgørelsen som udgangspunkt skal udmåles i forhold til den løn, der faktisk udbetales af arbejdsgiveren, således at der ved udmåling ikke medregnes fleksløntilskud fra kommunen.

I den første sag fandt Østre Landsret, at godtgørelsen i den konkrete situation skulle udmåles skønsmæssigt og ikke udelukkende ud fra den faktiske størrelse af medlemmets arbejdsgiverbetalte løn, da lønnen uden fleksjobtilskuddet var så lav, at godtgørelsen ikke ville have tilstrækkelig afskrækkende virkning. På denne baggrund og henset til karakteren af krænkelsen, medlemmets anciennitet, det faktiske timeantal og det timeantal, som medlemmet var stillet i udsigt, tiltrådte landsretten, at godtgørelsen skulle fastsættes til 30.000 kr. som fastsat ved byrettens dom.

Vestre Landsret fandt i den anden sag, at godtgørelsen skulle fastsættes til 66.278,34 kr. svarende til den løn, arbejdsgiver faktisk udbetalte til medlemmet, og som fastsat af byretten.

Begge landsretter stadfæstede således byrettens domme i de to sager.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/00313 og 23/15745.