Erstatningsansvar efter forsinket kræftdiagnose

En borger fik den 24. april 2013 foretaget en røntgenundersøgelse, hvor beskrivelsen herfra anførte normale forhold. Efter en fornyet henvisning fik borgeren den 31. marts 2014 foretaget ny røntgenundersøgelse, hvor der blev fundet en 6-7 cm stor tumor i lungen. Det blev vurderet, at tumoren havde været til stede ved den første røntgenundersøgelse.

Patienterstatningen tildelte ved afgørelse af 9. december 2014 borgeren godtgørelse for varigt mén på 10 % for væsentlig forringelse af den statistiske overlevelsesprognose som følge af forsinket diagnosticering. Borgeren påklagede afgørelsen til Ankenævnet for Patienterstatningen, da hun ønskede yderligere godtgørelse. Borgeren afgik den 1. maj 2015 ved døden. Ankenævnet for Patienterstatningen stadfæstede den 14. august 2018 Patienterstatningens afgørelse.

Boet efter borgeren samt borgerens enkemand indbragte herefter afgørelsen for byretten med påstand om supplerende godtgørelse for mén, godtgørelse for svie og smerte samt forsørgertabserstatning.

Byretten frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen

Under byrettens behandling af sagen afgav Retslægerådet tre besvarelser. Byretten fandt herefter, at borgeren allerede i april 2013 led af alvorlig lungecancer, der med overvejende sandsynlighed var uhelbredelig og i hvert fald på stadium IB eller snarere på stadium IIA med 5-årige overlevelsesprocenter på henholdsvis 35 og 32, hvorfor det ikke fandtes godtgjort, at borgerens kræftsygdom var blevet uhelbredelig som følge af den forsinkede diagnosticering. Byretten frifandt således Ankenævnet for Patienterstatningen

Landsretten ændrede byrettens dom og tildelte boet og enkemanden supplerende godtgørelse og forsørgertabserstatning

Under ankesagen afgav Retslægerådet endnu to besvarelser. Landsretten fandt herefter, at der ved den manglende diagnosticering af borgerens kræftsygdom i april 2013 var begået en klar ansvarspådragende fejl, som gav grundlag for at lempe beviskravet med hensyn til den faktiske årsagssammenhæng mellem den forsinkede diagnosticering af sygdommen og borgerens efterfølgende sygdomsforløb og død. Landsretten fandt endvidere på baggrund af Retslægerådets besvarelser og under hensyn til, at den manglende diagnosticering og udredning i 2013 var årsag til, at det ikke kunne afgøres, om kræften allerede da havde spredt sig på en sådan måde, at den ikke kunne bortopereres og var blevet uhelbredelig, og at den tvivl, der bestod med hensyn til årsagssammenhængen, skulle komme borgeren til gode, hvorfor det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at borgerens kræftsygdom udviklede sig til at være uhelbredelig på grund af den forsinkede diagnosticering. Landsretten ændrede således byrettens dom og tildelte boet og enkemanden supplerende godtgørelse og forsørgertabserstatning

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/15993.