Om indtægtsnedgange var varige og af nogen betydning

I begge sager havde de skadelidte været udsat for en arbejdsulykke, der blev anerkendt som arbejdsskader. De skadelidte blev efterfølgende visiteret til og ansat i midlertidige fleksjob.

Arbejdsskademyndighederne traf midlertidige afgørelser om, at de skadelidte ikke havde ret til erhvervsevnetabserstatning i de perioder, hvor de var ansat i de pågældende fleksjob. Der blev herved lagt vægt på, at forskellen mellem på den ene side den indtægt, som de skadelidte kunne have haft uden arbejdsskaden, og på den anden side lønnen i fleksjobbet og det kommunale tilskud var på 10,3 % henholdsvis 9,6 og 8,8 %, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17 a, og at indtægtsnedgangene dermed var mindre end 15 %, jf. arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1.

Under de efterfølgende retssager var der mellem parterne enighed om opgørelsen af indtægtsnedgangen, og spørgsmålet var herefter, om de skadelidte – på trods af at indtægtsnedgangen var mindre end 15 % – havde ret til erstatning for erhvervsevnetab med henvisning til, at indtægtsnedgangen var varig og af nogen betydning.

I den ene sag fandt byretten, at skadelidte var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne svarende til 15 % i en nærmere angivet periode, hvilket blev stadfæstet af Vestre Landsret.

Ved byrettens dom i den ene sag blev Ankestyrelsen dømt til at anerkende, at skadelidte var berettiget til erstatning for et erhvervsevnetab på 15 % i en nærmere angiven periode.

Landsretten anførte, at skadelidtes arbejdsskade var en kronisk lænderygsygdom, som medførte betydelige og varige funktionsbegrænsninger samt skånebehov i forhold til skadelidtes arbejdsmuligheder. De i afgørelsen om fleksjob omtalte muligheder for bl.a. en mindre øgning af arbejdstiden indebar ikke, at der var udsigt til, at skadelidte kunne opnå en væsentlig højere indtjening i fremtiden.

Reduktionen i det opgjorte erhvervsevnetab i forbindelse med, at skadelidte begyndte i fleksjob, kunne ikke tillægges betydning ved varighedsvurderingen, da reduktionen skyldtes, at skadelidte som følge af fleksjobstilkendelsen blev omfattet af opgørelsesmetoden i arbejdsskadesikringslovens § 17 a, og reduktionen skyldtes således ikke en forbedring af hendes funktionsniveau og dermed evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde.

Landsretten fandt herefter, at der var tale om en varig indtægtsnedgang som følge af arbejdsskaden.

Videre anførte landsretten, at indtægtstabet på 10,3 % for skadelidte svarede til omkring 2.800 kr. om måneden. Der var endvidere tale om en betydelig arbejdsskade, som klart havde medført et erhvervsevnetab efter opgørelsesmetoden i arbejdsskadesikringslovens § 17.

Herefter og henset til de i lovforarbejderne anførte tilkendegivelser om 15 %-grænsen tiltrådte landsretten, at der var tale om en indtægtsnedgang af nogen betydning.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

I den anden sag fandt byretten, at skadelidte ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab, hvilket blev stadfæstet af Østre Landsret.

I den anden sag fandt byretten, at skadelidte ikke var berettiget til erstatning for erhvervsevnetab.

Landsretten anførte, at der i de to omhandlede perioder kunne konstateres lønnedgange på henholdsvis 9,6 og 8,8 %.

Landsretten fandt, at indtægtsnedgangen ikke var varig, idet skadelidte fortsat var i et midlertidigt fleksjob, og da indtægtsnedgangen var formindsket hen over perioden, fra skadelidte kom i fleksjob.

Landsretten fandt endvidere, at skadelidtes lønnedgang for begge de to perioder relativt set lå betydeligt under de 15 procent, der fremgår af arbejdsskadesikringslovens § 17, stk. 1.

Landsretten fandt således, at indtægtsnedgangen ikke var varig og af nogen betydning.

Landsretten stadfæstede byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnumre

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/14605 og 23/14856.