Om medvirken af domsmænd i sager om spirituskørsel

Det følger af færdselslovens § 119, stk. 2, at domsmænd skal medvirke i sager om overtrædelse af færdselsloven, hvor der bliver spørgsmål om højere straf end bøde, hvor der bliver spørgsmål om ubetinget frakendelse af førerretten efter § 126, stk. 1, nr. 4, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.

Af færdselslovens § 119, stk. 3, nr. 2, følger imidlertid, at der uanset reglerne i stk. 2 ikke skal medvirke domsmænd, hvis sagen vedrører overtrædelse af færdselslovens § 53, der angår spirituskørsel.

En kvinde blev tiltalt for navnlig spirituskørsel, jf. færdselslovens § 53, stk. 1, og anklagemyndigheden nedlagde påstand om fængselsstraf, ubetinget frakendelse af førerretten og udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2.

Under sagen anmodede kvindens forsvarer om, at sagen blev behandlet under medvirken af domsmænd, hvilket anklagemyndigheden protesterede imod.

Byretten bestemte, at sagen skulle behandles uden medvirken af domsmænd

Byretten lagde herved vægt på, at det følger af forarbejderne til færdselslovens §§ 119, stk. 2 og 3, at færdselslovens § 119, stk. 3, er en undtagelse til stk. 2, som medfører, at der – uanset reglerne i stk. 2 – ikke skal medvirke domsmænd i en sag, hvis betingelserne i stk. 3 er opfyldt.

Byretten udtalte, at der i sagen var rejst tiltale for forhold, som ikke er omfattet af færdselslovens § 119, stk. 3, men at disse forhold alene straffes med bøde og derfor ikke kunne antages at medføre forlængelse af en eventuel frihedsstraf, der – i tilfælde af domfældelse – måtte blive idømt for de af sagens forhold, der er omfattet af færdselslovens § 119, stk. 3.

Landsretten ændrede byrettens kendelse

Landsretten fandt, at sagen på grund af påstanden om udvisning skønnedes at være af særlig indgribende betydning for den tiltalte, og at der derfor skulle medvirke domsmænd i straffesagen mod hende.

Herved lagde landsretten vægt på, at udvisning ikke er en lovbestemt følge af domfældelse for spirituskørsel, men forudsætter en påstand herom fra anklagemyndigheden, og at afgørelse af et spørgsmål om udvisning i medfør af udlændingelovens §§ 22-26 beror på andre bevismæssige vurderinger og retlige overvejelser end dem, der skal tages stilling til ved afgørelse af tiltale for spirituskørsel, hvorfor de hensyn, der ligger til grund for undtagelsen i færdselslovens § 119, stk. 3, nr. 2, ikke foreligger i sager om spirituskørsel, hvor der tillige er spørgsmål om udvisning, ligesom at en bestemmelse om udvisning kunne få væsentlige konsekvenser for den tiltalte, der er registeret med dansk bopælsadresse.

Landsretten udtalte desuden, at der foreligger divergerende retspraksis om, hvorvidt domsmænd skal medvirke i sager om spirituskørsel, når anklagemyndigheden har nedlagt påstand om udvisning.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/38118.