Spørgsmål om adcitation, sambehandling og berostillelse

Sagen vedrører et større sagskompleks omhandlende tilbagebetaling og erstatning som følge af den danske stats udbetalte refusion af indeholdt udbytteskat.  

Myndigheden havde anlagt en sag mod en udenlandsk pensionskasse med påstand om betaling af principalt ca. en milliard kroner. Sagen mod den udenlandske pensionskasse verserede nu ved landsretten, hvor den var blevet henvist til behandling i 1. instans. Sagen blev sambehandlet med en sag mod et dansk pengeinstitut.

Ved en adcitationsstævning anmodede myndigheden nu om, at de krav, som myndigheden rejste mod en række udenlandske banker, skulle inddrages i de verserende sager anlagt af myndigheden mod pensionskassen og det danske pengeinstitut. Myndigheden anmodede principalt om adcitation, subsidiært sambehandling og mere subsidiært berostillelse af sagen. De udenlandske banker protesterede imod samtlige anmodninger.

Landsretten berostillede sagen

Landsretten fandt indledningsvist, at der var værneting i Danmark for kravene mod de udenlandske banker, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 1, og at kravene mod bankerne kunne behandles efter de samme processuelle regler som kravene mod pensionskassen og det danske pengeinstitut, jf. § 250, stk. 2, nr. 2.

Idet de udenlandske banker havde protesteret mod kumulation, var det herefter spørgsmålet, om kravene havde en sådan sammenhæng med de øvrige krav omfattet af retssagen, at kravene uanset de fremsatte indsigelser burde sambehandles.

Landsretten bemærkede herefter, at myndigheden med den begærede adcitation ønskede at udvide sagen, således at den ville komme til at omfatte 17 parter foruden myndigheden. Herefter bemærkede landsretten, at sagen mod de udenlandske banker måtte anses for kun til dels at være overlappende med sagen mod pensionskassen og det danske pengeinstitut. Sagen mod de udenlandske banker måtte desuden forventes at give anledning til en omfattende bevisførelse, som ikke var nødvendig for at tage stilling til kravet mod pensionskassen og det danske pengeinstitut, ligesom en behandling af kravet mod pensionskassen og det danske pengeinstitut ville omfatte bevisførelse om forhold, som ikke var af betydning for kravene mod de enkelte udenlandske banker.

Landsretten bemærkede endvidere, at myndighedens krav mod bankerne var sekundært i forhold til kravet mod pensionskassen. Kun hvis pensionskassen i noget omfang måtte dømmes til at betale til myndigheden, kunne det komme på tale at dømme bankerne som påstået af myndigheden. Landsretten bemærkede yderligere, at sagen mod bankerne ville kunne berostilles efter retsplejelovens § 345.

Hertil kom, at landsrettens fleksibilitet med hensyn til at behandle sagen ville blive indskrænket ved en adcitation som ønsket. Der måtte således imødeses betydelige vanskeligheder med hensyn til blandt andet at finde det fornødne antal retsdage til behandlingen af det samlede sagskompleks, ligesom en planmæssig gennemførelse af hovedforhandlingen i et sådant sagskompleks med mange parter og advokater erfaringsmæssigt ville være mere sårbart over for sygdom og andet forfald.

Endelig bemærkede landsretten, at sagsforberedelsen i sagerne mod pensionskassen og det danske pengeinstitut var længere fremme end sagen mod bankerne.

Landsretten fandt på den anførte baggrund, at myndighedens krav i adcitationssagen ikke kunne anses for at have en sådan sammenhæng med kravene fremsat i sagerne mod pensionskassen og det danske pengeinstitut, at de uanset de fremsatte indsigelser burde behandles under myndighedens sager mod pensionskassen og det danske pengeinstitut, jf. retsplejelovens § 250, stk. 2, nr. 3, 2. led. Da betingelserne for adcitation efter retsplejelovens § 250, stk. 2, således ikke var opfyldt, blev myndighedens anmodning herom ikke taget til følge.

Af de samme grunde blev myndighedens subsidiære anmodning om, at sagen mod bankerne blev sambehandlet med sagen mod pensionskassen og det danske pengeinstitut efter retsplejelovens § 254, ikke taget til følge.

Landsretten fandt herefter på baggrund af det anførte, at sagen mod bankerne burde sættes i bero på udfaldet af sagen mellem myndigheden og pensionskassen samt det danske pengeinstitut.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/18876.