07 sep. 2023
Procesbevillingsnævnet
Udbetaling af refusion for aflyst flyrejse
Procesbevillingsnævnet har den 31. august 2023 meddelt et flyselskab tilladelse til anke til Højesteret af en dom der er afsagt af Vestre Landsret den 13. juni 2023 ( BS-39145/2022).
To passagerer havde i 2019 købt en flyrejse tur/retur via en hjemmeside, der formidler flybilletter. Rejsen blev på grund af Covid-19-pandemien aflyst ca. en måned inden passagerernes første afgang. For at få refusion af billetternes pris rettede passagererne henvendelse til flyselskabet. Passagererne rettede herefter henvendelse til billetformidleren og gjorde opmærksom på, at hvis flyselskabet udbetalte refusionen til billetformidleren, så skulle billetformidleren videreføre beløbet til passagererne. Billetformidleren afviste imidlertid at have modtaget noget beløb fra flyselskabet. Flyselskabet meddelte passagerne, at flyselskabet allerede havde refunderet billetternes pris til billetformidleren ved to overførsler. Flyselskabet afviste derfor at betale refusion direkte til passagererne.
Passagererne anlagde derefter sag mod flyselskabet med påstand om, at flyselskabet skulle refundere dem billetternes pris i henhold til EU-forordning nr. 261/2004 herom, idet passagererne oplyste, at de ikke havde modtaget refusionen. Flyselskabet nedlagde påstand om frifindelse.
Byretten frifandt flyselskabet
Byretten fandt det godtgjort, at flyselskabet havde tilbagebetalt billetternes pris til billetformidleren. Da billetformidleren havde optrådt som agent for passagerne fandt byretten videre, at der var sket betaling med frigørende virkning, og at passagererne herefter ikke havde noget krav at rette mod flyselskabet. Byretten frifandt på denne baggrund flyselskabet
Landsretten ændrede byrettens dom og idømte flyselskabet at betale refusion direkte til passagererne
Landsretten fandt – ligesom byretten – at det var godtgjort, at flyselskabet havde refunderet prisen for billetterne til billetformidleren, som ikke havde videreformidlet beløbet til passagerne. Spørgsmålet var herefter, om flyselskabets betaling til billetformidleren var sket med frigørende virkning.
Landsretten fandt, at EU-forordningens ordlyd talte for, at flyselskabet var forpligtet direkte over for de berørte passagerer, og at en sådan forståelse tillige blev støttet af forordningens præambelbetragtning 1 om at højt beskyttelsesniveau for passagerer og af præambelbetragtning 7 om flyselskabers forpligtelser. Landsretten fandt i øvrigt, at EU-domstolens praksis om kompensation for flyforsinkelse støttede denne forståelse, og at de samme beskyttelseshensyn gør sig gældende i en sag som den foreliggende om refusion af billetprisen.
På denne baggrund fandt landsretten, at flyselskabet var forpligtet til at udbetale refusion til passagerne, og at flyselskabet ikke havde betalt med frigørende virkning til billetformidleren. En klausul i flyselskabets befordringsbetingelser kunne ikke føre til en ændret vurdering. Landsretten ændrede på denne baggrund byrettens dom, således at flyselskabet skulle udbetale refusionsbeløbet til passagerne.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/36878.