Afvisning af ankesag efter retsplejelovens § 368 a

Parterne levede sammen fra april 2008 til april 2017, hvor fællesbarnet var 5 år, og hvor parterne aftalte, at barnet skulle have bopæl hos moren. Da moren blev fængslet i juni 2017, fik fællesbarnet herefter bopæl hos faren. Moren blev den 27. juni 2018 ved Østre Landsret idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af straffelovens § 237, jf. § 21, og hun blev løsladt 1. juli 2021. I juni 2022 aftalte parterne, at barnet skulle have bopæl hos sin mor. Barnet fik efter Familieretshusets afgørelse den 31. oktober 2022 midlertidig bopæl hos faren og midlertidigt samvær med moren i 7 timer hver anden uge.

Moren indbragte sagen for familieretten. Der var under sagen spørgsmål om forældremyndighed, bopæl og samvær.

Familieretten tillagde faren forældremyndigheden og fastsatte samvær med moren

Familieretten anførte vedrørende spørgsmålet om ophævelse af den fælles forældremyndighed, at det følger af forældreansvarslovens § 4 a, at der er en klar formodning imod, at en forælder er egnet til at have del i forældremyndigheden over et barn, når den pågældende er dømt for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 237. Det samme gør sig gældende for spørgsmålet om samvær.

Herefter anførte familieretten, at parternes forhold siden morens løsladelse i sommeren 2021 havde været præget af konflikter og mistillid i udpræget grad, herunder med beskyldninger og underretninger samt uenighed om bopæl, samvær og skoleskift, og det havde været nødvendigt at involvere myndighederne flere gange for at løse deres konflikter, ligesom det var indtrykket, at barnet befandt sig i en svær loyalitetskonflikt mellem parterne.

Herefter, og efter parternes forklaringer samt sagens oplysninger i øvrigt, fandt retten, at der var grundlag for en ophævelse af den fælles forældremyndighed. Det blev endvidere vurderet, at det var bedst for barnet, at faren blev tildelt forældremyndigheden.

For så vidt angik samvær anførte familieretten, at det efter en samlet vurdering af barnets forhold, herunder at barnet havde boet sammen med moren, indtil hun blev 5 år, det hidtidige samværsforløb, herunder også under morens afsoning, barnets alder og ønske, var bedst for barnet at have samvær med moren.

Familieretten bestemte på baggrund heraf, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves og tillægges faren alene, samt at der skulle fastsættes samvær mellem barnet og moren i ca. et døgn hver anden uge.

Landsretten afviste ankesagen i medfør af retsplejelovens § 368 a

Moren ankede familierettens dom til landsretten og gentog sine påstande for familieretten. Faren påstod familierettens dom stadfæstet.

Landsretten henviste til forældreansvarslovens § 4 a og anførte, at det i bestemmelsen angivne udgangspunkt kun helt undtagelsesvist kunne fraviges, men at undtagelsesmuligheden skulle anvendes restriktivt.

Landsretten bemærkede, at der i forbindelse med sagens behandling i familieretten blev afholdt børnesamtale med barnet.

På den baggrund og henset til det i øvrigt oplyste om parternes og barnets personlige forhold fandt landsretten, at der ikke var udsigt til, at sagen ville få et andet udfald end i familieretten. Da sagen ikke var af principiel karakter, og da heller ikke andre grunde i øvrigt talte for, at sagen skulle behandles af landsretten, afviste landsretten anken, jf. retsplejelovens § 368 a.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/46880.