Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt for krav mod kautionist

I 2008 underskrev kautionisten en selvskyldnerkautionserklæring, hvorved han erklærede at hæfte personligt for ca. 3,8 mio. kr., der var sikret ved et pantebrev med pant i fast ejendom.  

Hovedskyldneren misligholdt lånet, da terminen med forfaldsdato den 1. marts 2009 ikke blev betalt. Realkreditinstituttet opsagde ikke på daværende tidspunkt restgælden til fuld og endelig indfrielse over for hovedskyldneren.

I januar 2010 gik hovedskyldneren konkurs, og ejendommen, hvori realkreditinstituttet havde pant, blev solgt på tvangsauktion den 24. november 2010. Realkreditinstituttet rettede herefter krav mod kautionisten om betaling af det udækkede tilgodehavende efter tvangsauktionen. Kautionisten bestred kravet og gjorde blandt andet gældende, at kravet var forældet.

Realkreditinstituttet lagde herefter den 20. maj 2020 sag an mod kautionisten med påstand om betaling af resttilgodehavendet.

Byretten fandt, at kravet ikke var forældet og dømte kautionisten til at betale

Byretten anførte, at det følger af forældelseslovens § 2, stk. 1, at forældelsesfristen som udgangspunkt regnes fra gældens forfaldstidspunkt, hvilket gælder selvom fordringshaveren kunne have opsagt restgælden til fuld og endelig indfrielse på et tidligere tidspunkt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 5. Byretten anførte herefter, at disse bestemmelser også gælder for kautionister, jf. forældelseslovens § 11.

Da realkreditinstituttet ikke opsagde restgælden til fuld og endelig indfrielse, da terminen den 1. marts 2009 ikke blev betalt, fandt byretten, at forældelsesfristen skulle regnes fra tidspunktet for tvangsauktionen den 24. november 2010, hvor de misligholdte terminer blev dækket, og hvor den udækkede gæld forfaldt til betaling ved endeligt hammerslag.

Gælden til realkreditinstituttet var derfor ikke forældet, idet der var udtaget stævning den 20. maj 2010, og kautionisten blev herefter dømt til at betale resttilgodehavendet.

Landsretten ændrede byrettens dom og frifandt kautionisten

Landsrettens flertal anførte, at det følger af forældelseslovens § 11, at forældelsesfristen over for kautionisten bestemmes efter de regler, der gælder for forældelse af fordringen mod hovedskyldneren. Dette indebærer, at forældelsesfristen i kautionsforholdet skal regnes fra kautionskravets forfaldstidspunkt, jf. § 2, stk. 1, der ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse over for kreditor, skal regnes fra misligholdelsestidspunktet. Flertallet anførte videre, at selvom § 2, stk. 5, finder anvendelse på hovedkravet, indebærer dette ikke nødvendigvis, at § 2, stk. 5, finder anvendelse på kautionskravet, da kravet mod henholdsvis hovedskyldneren og kautionisten ikke hviler på samme aftalegrundlag. Da den foreliggende kautionsaftale ikke indeholdt bestemmelser, der fraveg udgangspunktet, jf. § 2, stk. 1, fandt flertallet, at § 2, stk. 5, ikke kunne finde anvendelse i kautionsforholdet, og at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at hovedkravet henholdsvis kautionskravet dermed forældedes på forskellige tidspunkter. På denne baggrund fandt landsrettens flertal, at kautionskravet var forældet.

Landsrettens mindretal anførte, at der ikke i forarbejderne til forældelsesloven er tilstrækkeligt klare holdepunkter for, at der på trods af ordlyden af § 11 skulle gælde en anden ordning for begyndelsestidspunktet for forældelsen, når det drejer sig om en selvskyldnerkautionist end for en hovedskyldner. Mindretallet fandt herefter, at forældelseslovens § 2, stk. 5, også finder anvendelse for forældelse af selvskyldnerkautionen. Da hovedskyldneren misligholdt terminsydelsen for marts 2009, valgte realkreditinstituttet ikke at opsige restgælden og kræve den indfriet. På denne baggrund tiltrådte mindretallet, at forældelsesfristen for realkreditinstituttets krav mod selvskyldnerkautionisten først begyndte at løbe, da der var meddelt hammerslag over den pantsatte ejendom, idet den udækkede gæld herefter var forfalden til betaling.

Landsretten afsagde herefter dom efter stemmeflertallet, således at kautionisten blev frifundet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/41574.

Det bemærkes, at dommen er trykt i U 2023.4854 Ø.