Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

12 jan. 2024

Procesbevillingsnævnet

Om frister for administrativ frihedsberøvelse

Procesbevillingsnævnet har den 11. januar 2024 meddelt en person tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 10. november 2023 (S-3004-23).

En indisk statsborger indrejste i oktober 2022 i Danmark, hvor han indgav ansøgning om asyl. I november 2022 blev han sigtet for ulovligt arbejde, og Udlændingestyrelsen traf afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år.

Han udeblev herefter fra to samtaler med Udlændingestyrelsen i forbindelse med behandling af ansøgningen om asyl, og i maj 2023 blev han administrativt frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36, stk. 3, hvorefter der – såfremt de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv behandling af asylansøgningen – kan ske frihedsberøvelse af en udlænding, der har indgivet ansøgning om asyl, hvis udlændingen gennem sin adfærd lægger væsentlige hindringer i vejen for asylsagens oplysning.

Byretten godkendte og opretholdt frihedsberøvelsen og lagde herved blandt andet vægt på, at han var udeblevet fra samtaler med Udlændingestyrelsen. På denne baggrund fandt retten, at frihedsberøvelsen af ham under behandlingen af sagen med henblik på udsendelse og for at sikre hans tilstedeværelse ved forventet udsendelse, jf. udlændingelovens § 37, jf. § 36, stk. 3, var opfyldt.

Ved efterfølgende kendelser forlængede byretten frihedsberøvelsen

I juli 2023 fik han afslag på ansøgningen om asyl, og i august 2023 bestemte byretten, at han fortsat skulle være administrativt frihedsberøvet med ændret hjemmel, således at den fortsatte frihedsberøvelse skete i medfør af udlændingelovens § 37, jf. hjemrejselovens § 16, stk. 1, nr. 1, hvorefter der skal ske frihedsberøvelse af udlændinge, såfremt de i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, for udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, eller §§ 25 a, 25 b eller 25 c eller for udsendelse af en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet

Ved efterfølgende kendelser fra byretten og fra landsretten blev også frihedsberøvelsen i medfør af udlændingelovens § 37, jf. hjemrejselovens § 16, stk. 1, nr. 1, forlænget.

Det følger af udlændingelovens § 38, stk. 8, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 må ikke finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder for udlændinge, der ikke er omfattet af EU-reglerne, og at retten for disse udlændinge kan forlængende dette tidsrum i op til 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse.

Byretten forlængende frihedsberøvelsen

I oktober 2023 fandt byretten, at betingelserne for fortsat frihedsberøvelse af den indiske mand i medfør af udlændingelovens § 37, jf. hjemrejselovens § 16, stk. 1, nr. 1, var opfyldt, og lagde herved vægt på, at der fortsat var fornøden fremdrift i sagen, og at den fortsatte frihedsberøvelse af ham med henblik på udsendelse ikke var uproportional.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Landsretten stadfæstede byrettens begrundelse og bemærkede, at der efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger måtte antages at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at frihedsberøvelsen kunne ske i en periode ud over 6 måneder, jf. udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt., jf. hjemrejselovens § 16, stk. 1, 1. pkt.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/48902.