26 jan. 2024
Procesbevillingsnævnet
Om varsling af dagsgebyrer over for enkeltmandsvirksomheder
Procesbevillingsnævnet har den 25. januar 2024 meddelt Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Vestre Landsret den 10. november 2023 (B-0202-23).
Det følger af færdselslovens § 105, stk. 1, at motordrevne køretøjer skal være dækket af en ansvarsforsikring. Efter færdselslovens § 106, stk. 4, kan ejeren eller den person (brugeren), der har varig rådighed over et motordrevet køretøj, som skal registreres eller godkendes, pålægges et dagsgebyr på 250 kr. for manglende opfyldelse af forsikringspligten i § 105, stk. 1, 1. pkt.
Gebyrerne pålægges af og indbetales til DFIM. Det er efter færdselslovens § 106, stk. 5, 2. og 3. pkt., en betingelse for pålæggelse af dagsgebyr, at der til den, som gebyret kan pålægges, forudgående er blevet fremsendt skriftlig meddelelse om, at dagsgebyret kan pålægges, og at gebyret er tillagt udpantningsret, jf. færdselslovens § 107, stk. 3, 1. pkt., samt at denne meddelelse fremsendes således, at den, som forsikringspligten påhviler, har rimelig tid til at agere på meddelelsen ved at opfylde forsikringspligten.
I november 2022 begærede Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (herefter DFIM) udlæg for dagsgebyrer hos en enkeltmandsvirksomhed, der i Motorregisteret var anført som bruger af et uforsikret køretøj.
DFIM oplyste, at der var sendt varslings-, opkrævnings- og rykkerbreve til enkeltmandsvirksomhedens e-Boks på enkeltmandsvirksomhedens CVR-nr.
Fogedretten nægtede at fremme sagen
Fogedretten, der lagde til grund, at alle rykkerbreve var sendt til firmaets e-Boks, og at der ikke havde været aktivitet i firmaet i den periode, hvor breve var blevet sendt, nægtede at fremme sagen.
Fogedretten udtalte i den forbindelse, at det var betænkeligt at fremme sagen, når brevene med den lovpligtige vejledning, jf. færdselslovens § 106, alle var sendt til firmaets e-Boks, herunder særligt henset til, at der ikke havde været aktivitet i firmaet i mere end 1 år.
Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse
Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse og udtalte, at enkeltmandsvirksomheden hverken var en fysisk eller en juridisk person, og at brevene derfor skulle have været sendt til ejeren af enkeltmandsvirksomheden.
Eftersom dette ikke var sket, var der ikke grundlag for fuldbyrdelse over for ejeren af enkeltmandsvirksomheden personligt.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/49819.