Forståelsen af tålereglen i patientskadesag

En kvinde blev i september 2012 opereret for endometriose i svær grad. Operationen var velindiceret og blev udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, men kvinden pådrog sig herved og ved det efterfølgende forløb på hospitalet flere komplikationer i form af anastomoselækage og efterfølgende fisteldannelse, urinlederpåvirkning og nyresten. Det var under sagen ubestridt, at kvinden havde lidt en patientskade, og spørgsmålet i sagen var herefter, om patientskaden var erstatningsberettigende efter tålereglen i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20, stk. 1, nr. 4.

Patientskademyndighederne fandt, at hverken alvorligheds- eller sjældenhedskriteriet i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, var opfyldt. Om sjældenhedskriteriet udtalte Ankenævnet for Patienterstatningen, at skaden ikke var tilstrækkelig sjælden, idet de enkelte komplikationer hver for sig forekom i mere end 2 procent af tilfældene ved operation for endometriose.

Kvinden indbragte ankenævnets afgørelse for domstolene med en påstand om, at ankenævnet skulle anerkende, at kvinden havde lidt en patientskade omfattet af KEL § 20, stk. 1, nr. 4, subsidiært at der skulle ske hjemvisning. Til støtte for den principale påstand gjorde kvinden gældende, at der i forhold til sjældenhedskriteriet som udgangspunkt må tages udgangspunkt i sjældenheden for denkombination og det omfang af de komplikationer, som kvinden var blevet pådraget, og at det forhold, at de enkeltstående komplikationer i sig selv kunne ske i mere end 2 procent af tilfældene, således var uden betydning. Til støtte for den subsidiære hjemvisningspåstand gjorde kvinden gældende, at ankenævnet ikke havde taget stilling til hyppigheden af kombinationen af ansøgers komplikationer.

Under byretssagen skete der forelæggelse for Retslægerådet, der blandt andet udtalte, at anastomoselækage efter den for sagen relevante operation ville kunne forekomme i cirka 10 procent af tilfældene, mens fisteldannelse og ureterskade ville kunne forekomme i henholdsvis 2-6 procent og cirka 5 procent af tilfældene. Retslægerådet udtalte videre blandt andet, at der ikke forelå sikre data på de udbedte kombinationer af de nævnte komplikationer. 

Byretten tog ankenævnets frifindelsespåstand til følge 

Byretten fandt, at der hverken i relation til alvorlighedskriteriet eller sjældenhedskriteriet var det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte ankenævnets afgørelse.

Om sjældenhedskriteriet udtalte byretten blandt andet, at ingen af kvindens komplikationer ”isoleret set” opfyldte kravet om sjældenhed, og at der ikke forelå oplysninger om, at kombinationen af komplikationerne var så sjældne, at de i lyset af grundlidelsens alvor kunne føre til, at de oversteg, hvad kvinden med rimelighed måtte tåle.

Byretten tog herefter ankenævnets frifindelsespåstand til følge. 

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Kvinden ankede byrettens dom.

I forhold til sjældenhedskriteriet udtalte landsretten, at ingen af kvindens komplikationer ”isoleret betragtet” kunne anses for sjældne i lovens forstand. Landsretten udtalte videre, at der efter bevisførelsen ikke var påvist et lægefagligt grundlag for at konkludere, at komplikationerne havde en sådan indbyrdes sammenhæng, at de skulle vurderes som et samlet skadesbillede, eller i øvrigt at komplikationerne i kombination forekom sjældent i lovens forstand. Landsretten fandt derfor, at sjældenhedskriteriet i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, ikke var opfyldt. 

Landsretten tiltrådte derfor og i øvrigt af de grunde, som var anført af byretten, efter en samlet vurdering, at kvindens skade ikke var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/09297.