Spørgsmål om dokumenteret lovligt forfald i en straffesag

En tiltalt blev ved Københavns Byrets dom af 14. oktober 2022 idømt en tillægsstraf på fængsel i 8 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1. Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse af straffen, hvorefter anklagemyndigheden kontraankede til skærpelse.

Ankesagen blev berammet til hovedforhandling den 4. juni 2024.

Ifølge politiet var tiltalte i en periode forsvundet, og Østre Landsret oplyste den 24. maj 2024, at det ikke havde været muligt at forkynde tidspunktet for hovedforhandlingen for tiltalte, der efter det oplyste befandt sig i Pakistan. Tiltaltes forsvarer oplyste dog den 28. maj 2024, at han havde været i kontakt med tiltalte den forudgående dag, og at tiltalte havde oplyst, at han kom til Danmark til hovedforhandlingen den 4. juni 2024. 

Den 3. juni 2024 anmodede forsvareren om, at hovedforhandlingen blev aflyst og omberammet, idet tiltalte var blevet syg. I den forbindelse fremsendte forsvareren i alt tre lægeerklæringer.

Den første var udstedt af en læge fra et hospital i Pakistan, som havde tilset tiltalte den 31. maj 2024. Af erklæringen fremgik det blandet andet, at tiltalte havde mavesmerter, havde kastet op og at han skulle hvile i 3 dage, drikke væske og undgå at være i solen. Der skulle desuden været et ”follow up” efter 24 timer. Den anden erklæring var ligeledes udstedt af en læge fra samme hospital i Pakistan, som havde tilset tiltalte den 3. juni 2024. Af erklæringen fremgik, at lægen havde observeret ømhed i maveregionen (abdominal tender). Den sidste lægeerklæring var udfærdiget den 3. juni 2024 af tiltaltes danske læge på den formular, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Domstolsstyrelsen og Lægeforeningens Attestudvalg. Det fremgik af erklæringen, at tiltaltes danske læge ikke havde tilset tiltalte, og at erklæringen var udarbejdet på baggrund af den pakistanske lægeerklæring af 3. juni 2024.  Af erklæringen fremgik blandt andet, at tiltalte havde kvalme, diarré og opkastninger på grund af en maveinfektion, og at tiltalte derfor skønnes at været forhindret i at møde i retten i 2 uger, herunder også i et kortvarigt fremmøde af op til en times varighed.

Anklagemyndigheden påstod sagen afvist efter retsplejelovens § 920, stk. 2, under henvisning til, at tiltalte ikke havde dokumenteret lovligt forfald.

Landsretten afviste ankesagen

Landsretten fandt, at lægeattesten af 3. juni 2024 udfærdiget af tiltaltes danske læge ikke kunne tillægges særskilt betydning, da den alene baserede sig på meddelelse fra en anden læge, og da den danske læge således ikke havde undersøgt tiltalte. Desuden henviste landsretten til, at der ikke var fuld overensstemmelse mellem oplysningerne i den danske lægeerklæring og materialet fra hospitalet i Pakistan. 

Landsretten fandt videre, at materialet fra hospitalet i Pakistan ikke indeholdte de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til at udgøre dokumentation for lovligt forfald, idet oplysningerne heri ikke umiddelbart udelukkede, at tiltalte rejste til Danmark og deltog i hovedforhandlingen. 

På den baggrund fandt landsretten, at de fremlagte lægeerklæringer ikke dokumenterede lovligt forfald, hvorfor tiltaltes anke afvistes. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/15848.