Ansvarsgrundlag i konkurrenceretlig sag

Frem til 2016 var der på markedet for værdihåndteringsydelser tre konkurrenter, A, B og C. A var ejet af et stort antal banker. B købte i 2016 A. Efter B’s opkøb af A fik A, der fortsatte som selskab og senere skiftede navn, en samlet markedsandel på ca. 80 % og indtog en dominerende stilling på markedet for værdihåndtering.

I forbindelse med B’s køb af A, blev der indgået en tillægsaftale til overdragelsesaftalen, der indeholdt en klausul, hvorefter de sælgende banker forpligtede sig til fortsat at købe værdihåndteringsydelser hos A. Ifølge C betød klausulen, at bankmarkedet var lukket i perioden efter B’s opkøb af A. C anlagde herefter erstatningssøgsmål mod A og B. Sø- og Handelsretten udskilte spørgsmålet om ansvarsgrundlag til forlods forhandling og afgørelse, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1 og 2.

C gjorde under sagen om ansvarsgrundlag gældende, at klausulen i tillægsaftalen var en overtrædelse af Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 101 og 102 og konkurrencelovens §§ 6 og 11, og at A og B havde handlet ansvarspådragende over for C ved at indgå aftalen (sagens påstand 1). C gjorde desuden gældende, at A havde handlet ansvarspådragende overfor C ved i perioden 2014-2016 at have anvendt urimeligt lave priser i strid med TEUF artikel 102 og konkurrencelovens § 11 over for ni specifikke kunder på detailmarkedet for kontanthåndteringsydelser (sagens påstand 2).

Sø- og Handelsretten fandt, at der var handlet ansvarspådragende

For så vidt angik sagens påstand 1 fandt Sø- og Handelsretten, at A og B havde handlet ansvarspådragende og tog på den baggrund C’s påstand 1 til følge.

For så vidt angik sagens påstand 2 fandt Sø- og Handelsretten indledningsvist, at bevisførelsen ikke gav grundlag for at fastslå, at A afgav tilbud overfor den ene af de ni detailkunder, og denne del af sagen udgik derfor. Vedrørende de resterende otte detailkunder fandt retten, at A i ét tilfælde gav tilbud, der lå under A’s AVC (gennemsnitlige variable omkostninger), mens A i de resterende syv tilfælde gav tilbud, som lå under ATC (gennemsnitlige totale omkostninger) men over AVC. Der fandtes herved ikke at foreligge nogen elimineringshensigt fra A’s side, men retten fandt imidlertid, at der ikke var godtgjort en objektiv begrundelse for prissætningen overfor de otte detailkunder, og at prissætningen medførte en sandsynlighed for eliminering af konkurrenten C til skade for konkurrencen og forbrugerne. Rettens flertal fandt det herefter godtgjort, at der i de otte sager forelå en overtrædelse af TEUF artikel 102 og konkurrencelovens § 11, og tog over for A C’s påstand 2 til følge vedrørende de otte detailkunder. B blev frifundet for påstand 2.

Landsretten stadfæstede Sø- og Handelsrettens kendelse

Med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kærede A og B Sø- og Handelsrettens kendelse.

For så vidt angik sagens påstand 1 stadfæstede landsretten Sø- og Handelsrettens afgørelse.

For så vidt angik påstand 2 lagde landsretten til grund, at de af A tilbudte priser til de otte detailkunder, alle lå over AVC men under ATC. Landsretten fandt herefter, at A’s prissætning overfor de otte detailkunder ud fra en objektiv betragtning alene kunne anses for meningsfuld, hvis den var et udslag af A’s interesse i at eliminere sine konkurrenter for efterfølgende at drage fordel af sin monopolstilling til at forhøje sine priser. Landsretten lagde videre til grund, at A’s prissætning overfor de otte kunder var egnet til at udkonkurrere A’s mest effektive kunde, C – og i øvrigt også B. A måtte dermed anses for at have misbrugt sin dominerende stilling, og derved at have handlet ansvarspådragende over for C. Landsretten tiltrådte derfor, at C’s påstand 2 var taget til følge i det af Sø- og Handelsrettens flertal afsagte omfang.

Procesbevillingsnævnet har meddelt A og B begrænset tilladelse til kære til Højesteret for så vidt angår sagens påstand 2.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/09487.