Biologisk forælders samvær eller anden kontakt med bortadopteret barn

Barnet blev anbragt uden for hjemmet uden samtykke kort tid efter fødslen, og da barnet var ca. tre måneder gammelt, traf Ankestyrelsen afgørelse om, at barnet skulle frigives til adoption. Afgørelsen blev indbragt for byretten, der ved dom stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse. Byrettens dom blev ikke anket.

De biologiske forældre havde herefter samvær med barnet hver 3. uge i 1½ time, men samværet opførte, da barnet var ca. 4 måneder gammelt, idet barnet blev midlertidigt placeret hos sine adoptivforældre. Der blev i alt gennemført fire samvær.

Herefter anmodede de biologiske forældre Familieretshuset om fastsættelse af samvær i henhold til forældreansvarslovens § 20 a.

Familieretshuset indbragte sagen herom for Familieretten, der ved dom i 2021 bestemte, at der ikke skulle fastsættes samvær mellem barnet og de biologiske forældre. Østre Landsret stadfæstede efterfølgende familierettens dom.

Procesbevillingsnævnet har tidligere under j.nr. 22/02684 meddelt tilladelse til anke af denne sag for Højesteret, der ophævede familierettens og landsrettens afgørelser og hjemviste sagen til fornyet behandling i familieretten. Højesteret tillagde det afgørende vægt, at familierettens og landsrettens domme ikke byggede på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Højesterets dom er trykt i U 2023.2114 H.

Familieretten genoptog herefter behandlingen af sagen og bestemte, at der skulle udarbejdes en sagkyndig erklæring vedrørende hver af de biologiske forældre samt en børnesagkyndig undersøgelse. Herudover blev der indhentet en udtalelse fra barnets institution.

Familieretten fandt, at der ikke skulle fastsættes samvær eller anden kontakt

Familieretten anførte, at det følger af forældreansvarslovens § 20 a, at der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem barnets oprindelige slægtninge og det adopterede barn, særligt hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.m., og at en sådan afgørelse skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Familieretten anførte også, at der ved vurderingen af barnets bedste skal anlægges en helhedsvurdering af barnets samlede situation både på kort og lang sigt. Det er barnets ret til samvær, der er centralt – ikke de oprindelige slægtninges ret. Familieretten anførte endvidere, at der bør lægges vægt på, at barnet står i en særlig situation efter en adoption, hvor der skal skabes tilknytning mellem barnet og adoptivfamilien, og hvor barnets behov for en stabil og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes.

Familieretten lagde herefter til grund, at der ikke på nuværende tidspunkt var grundlag for at fastsætte samvær eller anden kontakt mellem barnet og de biologiske forældre, da det ikke var til barnets bedste. Familieretten lagde også til grund, at der havde været begrænset samvær mellem barnet og de biologiske forældre forud for anbringelsen, og at disse samvær ikke umiddelbart kunne antages at have skabt en betydningsfuld og positiv relation mellem barnet og de biologiske forældre.

Derudover fandt familieretten, at hensynet til, at barnet kunne få mulighed for at kende sine rødder, samt betragtninger vedrørende den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke kunne føre til et andet resultat. Familieretten bestemte herefter, at der ikke skulle fastsættes samvær eller anden kontakt mellem de biologiske forældre og det bortadopterede barn. 

Landsretten stadfæstede familierettens dom

Landsretten henviste navnlig til den børnesagkyndige erklæring, sagens øvrige oplysninger og den af familieretten anførte begrundelse.

På denne baggrund fandt landsretten, at der ikke på nuværende tidspunkt skulle fastsættes samvær eller anden kontakt mellem barnet og de biologiske forældre, da det ikke ville være til barnets bedste. Landsretten stadfæstede herefter familierettens dom.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/23186