Erstatning for personskade i forbindelse med livbådsøvelse

Skadelidte arbejde i 2016 på en boreplatform. Skadelidte deltog i august 2016 i en livsbådsøvelse med et såkaldt ”live launch”, hvor livbåden blev sendt afsted i frit fald fra boreplatformen ca. 45 meter før den ramte havet. Skadelidte sad ved øvelsen i kaptajnsædet, der som det eneste vendte med front mod havoverfladen. Skadelidte fik i forbindelse med øvelsen nakkesmerter og blev efterfølgende sygemeldt. Hændelsen blev anerkendt som en arbejdsskade. Baggrunden for livbådsøvelsen var et besøg fra Arbejdstilsynet, der påtalte, at der ikke var sket sejlads med livbådende siden 2010.

Skadelidte lagde efterfølgende sag an mod sin daværende arbejdsgiver. Byretten udskilte spørgsmålet om ansvarsgrundlag til særskilt behandling.

Efter den dagældende offshoresikkerhedslovs § 10 skal arbejdsgiveren sørge for, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici forbundet med arbejdet er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

Byretten fandt, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for personskaden

Byretten fandt, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for den personskade, som skadelidte blev påført ved livbådsøvelsen. Byretten henviste til, at Arbejdstilsynet ved deres tilsyn ikke havde stillet krav om en øvelse, hvor livbådene blev udløst ved frit fald. Byretten lagde videre til grund, at det ikke var nødvendigt, at kaptajnen under nedkastelsen af båden sad i kaptajnsædet, og at der var større risiko for piskesmæld, når man sad med fronten mod havoverfladen.

Med henvisning til en mail fra den udbyder af livbådskaptajnkurser, hvor skadelidte var uddannet, og som var den udbyder, som arbejdsgiveren benyttede til livbådskaptajnkurser, fandt byretten, at det kunne lægges til grund, at det var kendt viden, som der blev undervist i på livbådskaptajnkurset, at der var fare for piskesmæld, hvis kaptajnen sad med front mod havet. Byretten fandt videre, at nogen på boreplatformen burde have fået den viden, og at ledelsen dermed også byrde være bekendt med den.

Byretten fandt herefter, at arbejdsgiveren med den viden, og uanset hvad der i øvrigt var anvist af producenten af livbåden, kunne have undgået arbejdsulykken ved at have placeret skadelidte som de øvrige i båden.

Med Procesbevillingsnævnets tilladelse ankede arbejdsgiveren dommen til landsretten.

Landsretten frifandt arbejdsgiveren (dissens)

Landsrettens flertal fandt det ikke bevist, at livbådsøvelsen var planlagt, tilrettelagt og gennemført på en sådan måde, at det kunne begrunde et erstatningsansvar for arbejdsgiveren. Flertallet henviste til, at det ikke var godtgjort, at arbejdsgiveren, da øvelsen blev gennemført, havde eller burde have indset, at der en risiko for, at skadelidte, som følge af placeringen i livbådskaptajnsædet kunne komme til skade som sket. Det kunne derfor ikke anses for ansvarspådragende, at arbejdsgiveren ikke instruerede skadelidte i at placere sig i et af de bagudvendte sæder.

Flertallet fandt videre, at arbejdsgiveren havde planlagt øvelsen sådan, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici forbundet hermed var nedbragt så meget, som det var rimeligt praktisk muligt, jf. den dagældende offshoresikkerhedslovs § 10.

Mindretallet fandt, at arbejdsgiveren havde tilsat deres forpligtelse til så meget som muligt at identificere, vurdere og nedbringe den sikkerheds- og sundhedsmæssige risiko, som skadelidte blev udsat for, ved at lade ham sidde i kaptajnsædet under det frie fald. Mindretallet henviste til, at arbejdsgiveren efter det internationalt anerkendte ALARP-princip ikke alene havde en ubetinget pligt til at overholde lovgivning og forskrifter for at begrænse sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, men tillige havde en pligt, der givere videre end dette, idet arbejdsgiveren dernæst skulle vurdere muligheden for helt at fjerne eller nedbringe disse risici. Mindretallet henviste til, at arbejdsgiveren var bekendt med den rimelige praktiske mulighed for at gennemføre øvelsen uden kaptajnsædet var bemandet, og at ulykken dermed kunne være undgået.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22668.