Prøvelse af udvisning af psykisk syg udenlandsk statsborger

En udenlandsk statsborger blev i 2000 i landsretten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237, drab, og straffelovens § 139, usømmelig behandling af lig. Den pågældende blev som følge af sin sindssygdom frifundet for straf efter straffelovens § 16, stk. 1, og idømt en tidsubestemt anbringelse i hospital for sindslidende, ligesom han ved dommen blev udvist med indrejseforbud for bestandig. Højesteret stadfæstede udvisningsbestemmelsen i 2001. Anbringelsesdommen blev i 2007 ændret til en behandlingsdom, og foranstaltningen blev endeligt ophævet i 2021.

Den pågældende, som var kommet til Danmark som flygtning i slutningen af 1980’erne, befandt sig i Danmark på tålt ophold. Under udlændingemyndighedernes behandling af sagen oplyste den pågældende, at han ikke ønskede at medvirke til en frivillig udrejse til hjemlandet. I Danmark havde han fået tre børn, hvoraf han kun havde kontakt med den ene datter, som selv havde fået et barn. 

På tidspunktet for domstolenes aktuelle prøvelse af udvisningsbestemmelsen efter udlændingelovens § 50 tog den pågældende udlænding efter egne oplysninger fortsat medicin for sin sindssygdom.

Byretten afviste begæring om ophævelse af udvisning

Byretten lagde til grund, at den pågældende opholdt sig i Danmark på tålt ophold, og at der ikke aktuelt var udsigt til udsendelse til hjemlandet, da udsendelse forudsatte, at udlændingen medvirkede hertil, hvilket han klart havde tilkendegivet, at han ikke ønskede.

Efter udlændingelovens § 50 kan begæring om prøvelse af spørgsmålet om ophævelse af en udvisningsbestemmelse tidligst fremsættes seks måneder før, at udvisningen kan forventes iværksat, og skal indgives senest to måneder før dette tidspunkt. De tidsmæssige betingelser kan alene fraviges, såfremt der foreligger ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 50, stk. 1. Sådanne ganske særlige grunde vil som udgangspunkt alene foreligge, hvis der er en formodning for, at en fornyet prøvelse af udvisningen er påkrævet for at overholde Danmarks internationale forpligtelser.

Byretten fandt, at der ikke var en formodning for, at en fornyet prøvelse af udvisningen var påkrævet for at overholde Danmarks internationale forpligtelser, herunder den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Varigheden af den pågældende udlændings ophold i Danmark, der skyldtes hans manglende medvirken til udsendelse og hans tætte tilknytning til sin voksne datter og sit barnebarn, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse

Landsretten udtalte, at kæresagen i første række angik, om den pågældende efter udlændingelovens § 50 kunne få prøvet, om udvisningen af ham ved Højesterets dom fra 2001 skulle ophæves.

Efter udlændingelovens § 50, stk. 1, kan en udlænding, der påberåber sig, at der er indtrådt væsentlige ændringer i dennes forhold, begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten. Begæringen kan, medmindre der foreligger særlige grunde, fremsættes tidligst 6 måneder og skal fremsættes senest 2 måneder før, udvisningen kan forventes iværksat. I sagen var det ubestridt, at tidsfristerne i bestemmelsen ikke var opfyldt.

Under henvisning til lovbemærkninger til lov nr. 919 af 21. juni 2022 om ændring af udlændingeloven, hjemrejseloven, m.v., hvor ordene ”medmindre der foreligger ganske særlige grunde” blev indsat i bestemmelsen i § 50, og Højesterets kendelse af 19. april 2023, som trykt i U 2023.3027 H, udtalte landsretten, at forarbejderne i et tilfælde som det foreliggende måtte forstås således, at der – uanset om der var udsigt til hjemsendelse – kun var tale om ganske særlige grunde, hvis der forelå en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Landsretten tiltrådte herefter af de grunde, der var anført af byretten, at der ikke på det foreliggende grundlag var en sådan formodning, og at betingelserne for at få prøvet, om udvisningen skulle ophæves, derfor ikke var opfyldt på tidspunkt for landsrettens behandling af kæremålet.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/12521.