Prøvelse af udvisning efter udlændingelovens § 50 a

En iransk mand, der som 16-årig i slutningen af 1980’erne var kommet til Danmark og havde fået opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, fik i 2016 en anbringelsesdom uden længstetid og blev udvist med indrejseforbud for bestandig for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, § 121, § 244 og § 252, stk. 1. Han var forinden blevet straffet adskillige gange for blandt andet berigelseskriminalitet og personfarlig kriminalitet, herunder både før og efter, at han blev diagnosticeret med skizofreni.

Anbringelsesdommen fra 2016 blev under den aktuelle domstolsbehandling ændret i medfør af straffelovens § 72 til en dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse.

Med hensyn til prøvelsen efter udlændingelovens § 50 a påstod anklagemyndigheden udvisningsbestemmelsen i dommen fra 2016 opretholdt. Den iranske mand påstod, at udvisningen skulle ophæves.

Byretten ophævede udvisningsbestemmelsen

Under henvisning til forarbejderne til udlændingelovens § 50 a, bemærkede retten, at der ved rettens afgørelse om ophævelse af en udvisning blandt andet kunne lægges vægt på, om en udlænding var i en tilstand, hvor det efter de lægefaglige vurderinger i sagen kunne frygtes, at den pågældende ville begå personfarlig kriminalitet, og på karakteren og grovheden af den kriminalitet, der begrundede udvisningen. Der kunne også lægges vægt på blandt andet lægefaglige erklæringer om den helbredsmæssige tilstand og det hidtidige behandlingsforløb samt konsekvenserne af, at behandlingsforløbet blev afbrudt, og på muligheden for at kunne opnå fortsat behandling i hjemlandet.

Retten anførte, at retten skal påse, om udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov ville være i strid med EMRK artikel 3, og at udsendelse af en udlænding med et fortsat behandlingsbehov kun i helt særlige tilfælde ville rejse spørgsmål i forhold til artikel 3, når der forelå tvingende humanitære hensyn, der talte imod udsendelse.

Under henvisning til en udtalelse fra Udlændingestyrelsen om, at det var muligt at modtage relevant behandling i hjemlandet Iran, fandt retten efter de foreliggende oplysninger, herunder navnlig oplysningerne om hans psykiske helbred, at det måtte anses som særdeles tvivlsomt, om han selv ville kunne forestå det praktiske i køb og administration af medicin, ligesom det måtte anses som værende særdeles tvivlsomt, om han havde forudsætningerne for at oppebære en indtægt, der kunne finansiere en relevant behandling. Retten bemærkede, at medicinering i det omfang, som han havde behov for, ville være forbundet med betydelige omkostninger.

På den baggrund fandt retten, at den iranske mands helbredsmæssige tilstand afgørende talte imod, at udsendelse skulle finde sted, hvorfor bestemmelsen om udvisning blev ophævet i medfør af udlændingelovens § 50 a, stk. 1.

Anklagemyndigheden kærede byrettens kendelse.

Landsretten ændrede byrettens kendelse og opretholdt udvisningsbestemmelsen

For landsretten skulle det navnlig vurderes, om opretholdelse af udvisning og udsendelse ville være i strid med EMRK artikel 3 og 8.

For så vidt angik EMRK artikel 3 henviste landsretten til praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, herunder Savran- og Paposhvili-dommene, og Højesterets praksis. Landsretten fandt, at en udsendelse ikke ville indebære en krænkelse af EMRK artikel 3.

Landsretten henviste herved til de lægelige udtalelser i sagen, hvoraf navnlig fremgik, at den iranske mands tilstand de sidste par år havde været relativ stabil, at der havde været gennemført uledsaget udgang, at vedkommende generelt var fysisk rask og havde beskæftigelse nogle dage om ugen i en café på det psykiatriske center, og at der var behov for fortsat behandling for at undgå risiko for tilbagefald. Landsretten henviste også til Udlændingestyrelsens udtalelse om, at de præparater, som han blev behandlet med, var tilgængelige i Iran, hvorfor han kunne få den nødvendig behandling. Landsretten anførte desuden, at det ikke i sig selv kunne begrunde anvendelse af artikel 3, at han var skizofren, og at der efter de lægelige oplysninger heller ikke var grundlag for at antage, at han uden behandling ville blive udsat for lidelse som nævnt i Savran-dommen.

Under henvisning til præmisserne i Savran-dommen og de kriterier, der var fastlagt i Maslov-dommen fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fandt landsretten efter en samlet vurdering, at der ikke under den aktuelle prøvelse forelå oplysninger, som kunne begrunde en anden vurdering i forhold til EMRK artikel 8 end den vurdering af udvisningsspørgsmålet, der var foretaget i 2016.

Landsretten henviste herved blandt andet til, at den iranske mand tidligere var straffet adskillige gange for blandt andet personfarlig kriminalitet med behandlingsdomme, at han ved dommen fra 2016 var straffet for overtrædelse af flere straffelovovertrædelser, og forud herfor også var straffet for personfarlig kriminalitet. Landsretten henviste desuden til hans samlede lovlige ophold i Danmark, at han ikke havde stiftet familie, at han havde familie i hjemlandet, hvor han også havde været på besøg, samt at han havde udført caféarbejde flere dage om ugen. Landsretten henviste endelig til, at det ikke ganske kunne udelukkes, at han med tilladelse ville kunne medtage tilkendt førtidspension til hjemlandet efter lov om social pension under særlige omstændigheder. Det forhold, at han var blevet frifundet for straf som følge af utilregnelighed, kunne under de nævnte omstændigheder ikke føre til et andet resultat af den samlede afvejning efter artikel 8.

Det var herefter landsrettens vurdering, at den iranske mands helbredsmæssige tilstand og behandlingsmæssige hensyn ikke afgørende talte imod, at han kunne udsendes til hjemlandet, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 1, ligesom udsendelse ikke ville være i strid med EMRK artikel 3 og 8. Landsretten fandt derudover ikke grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 1, da det ikke udgjorde et uproportionalt indgreb. Landsretten ændrede således byrettens kendelse og opretholdt udvisningsbestemmelsen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/14102.