Betydningen af socialt forældreskab i forældreansvarssag

Sagen vedrører forældremyndighed, bopæl og samvær for et barn på 8 år, der er født i Irland.

Den biologiske forælder kommer oprindeligt fra Mexico og kom senere til Danmark, hvor hun mødte den sociale forælder. Parterne blev gift, og den biologiske forælder og barnet flyttede ind hos den sociale forælder. Barnet var ca. 3 år på dette tidspunkt.

Efter ca. to års samliv aftalte parterne, at den sociale forælder skulle have del i forældremyndigheden over barnet, og Familieretshuset godkendte en aftale om fælles forældremyndighed. Der blev også opstartet en adoptionssag, men adoptionen gik aldrig igennem.

Parterne ophævede samlivet i august 2022 og aftalte, at barnet skulle have samvær med den sociale forælder i en 7/7-ordning, da dette var barnets ønske. Efterfølgende opstod der dog uenighed om forældremyndighed, bopæl og samvær for barnet, og konflikten mellem parterne eskalerede. Den biologiske forælder tilbageholdt barnet og brød al kontakt mellem barnet og den sociale forælder. Den sociale forælder har aktuelt ikke set barnet siden juni 2023, og den biologiske forælder er sammen med barnet udrejst af Danmark og har taget ophold i Mexico.

Sagen blev indbragt for familieretten, og parterne nedlagde hver især påstand om, at den fælles forældremyndighed over barnet skulle ophæves og tillægges den respektive forælder alene. Den biologiske forælder nedlagde endvidere påstand om, at der ikke skulle være samvær mellem barnet og den sociale forælder, mens den sociale forælder nedlagde påstand om samvær i en deleordning.

Familieretten ophævede den fælles forældremyndighed, tildelte forældremyndigheden til den sociale forælder og fastsatte samvær

Familieretten anførte, at den biologiske forælder i en længere periode havde forhindret samværet mellem barnet og den sociale forælder under henvisning til, at barnet under børnesamtalerne havde sagt, at hun ikke ville se den sociale forælder. Familieretten anførte også, at barnet ifølge de børnesagkyndige ikke havde udtalt sig i overensstemmelse med egne ønsker og behov, og at barnet i øvrigt havde virket indstuderet. Familieretten anførte endvidere, at den biologiske forælder ikke i tilstrækkeligt omfang havde formået at skærme barnet fra parternes konflikt, og at den biologiske forælder desuden havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede at samarbejde med den sociale forælder om barnet. Familieretten anførte slutteligt, at der ikke var samvær eller kontakt mellem barnet og den sociale forælder på den biologiske forælders foranledning.

Den biologiske forælder havde således udvist konstant samværs- og samarbejdschikane og påvirket barnet negativt i forhold til den sociale forælder til skade for barnet på sigt.

Familieretten lagde derfor til grund, at der var konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke ville kunne samarbejde om barnet, hvorfor der var grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed. Idet familieretten bemærkede, at den sociale forælder under sin forklaring havde udtrykt ønske om at samarbejde med den biologiske forælder, lagde familieretten endvidere til grund, at den sociale forælder på sigt ville være bedst i stand til at sikre samarbejdet med den biologiske forælder og en stabil hverdag for barnet.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering fandt familieretten, at den fælles forældremyndighed over barnet skulle ophæves og tillægges den sociale foræder alene. Herudover fandt familieretten, at barnet skulle have samvær i en 7/7-ordning med den biologiske forælder.

Sagen blev anket til landsretten.

Landsretten ændrede familierettens afgørelse

Landsretten var enig i, at der var konkrete holdepunkter for at antage, at parterne ikke kunne samarbejde om barnet, og at der var grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.

Landsretten udtalte, at parterne hver især var egnede til at varetage omsorgen for barnet, at den biologiske forælder uden rimelig grund i en længere periode havde forhindret barnets kontakt til den sociale forælder, og at den sociale forælder i øvrigt ville være den af parterne, der bedst evnede at samarbejde og sikre barnets kontakt til den anden forælder.

Imidlertid bemærkede landsretten også, at der var tale om en atypisk sag, idet den sociale forælder ikke var biologisk far til barnet. Den sociale forælder var først blevet en del af barnets liv, da hun var ca. tre år, og den sociale forælder havde ikke set barnet siden juni 2023. Hertil kom, at barnet havde den klart tætteste tilknytning til den biologiske forælder, der måtte anses for værende barnets primære omsorgsperson.

På denne baggrund og efter en samlet vurdering ændrede landsretten familierettens dom således, at den fælles forældremyndighed over barnet blev ophævet og tillagt den biologiske forælder alene. Herudover fandt landsretten, at der ikke skulle fastsættes samvær mellem barnet og den sociale forælder.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/23133.

Vestre Landsrets dom er trykt i UfR 2024.5100 V.