20 dec. 2024
Procesbevillingsnævnet
Fængsel i 3 måneder og udvisning af alvorligt syg eritreisk statsborger
Procesbevillingsnævnet har den 18. november 2024 meddelt en tiltalt tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Vestre Landsret den 13. august 2024 (S-1318-23)
Tiltalte, der er eritreisk statsborger, blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som konventionsflygtning i 1994. På daværende tidspunkt var tiltalte et år gammel. Tiltalte er således opvokset i Danmark.
Tiltalte er siden 2012 straffet flere gange. I 2019 blev tiltalte udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for grov vold.
I 2020 traf Flygtningenævnet beslutning om, at tiltalte ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Eritrea eller til et land, hvor han ikke var beskyttet mod at blive sendt videre til Eritrea. Ansøger kom derfor på såkaldt tålt ophold i Danmark.
I 2023 blev tiltalte udvist ved dom for overtrædelse af opholds- og meldepligt efter hjemrejseloven.
I 2024 indbragte anklagemyndigheden spørgsmål om ophævelse af bestemmelse om udvisning for byretten. Tiltalte gjorde i forbindelse hermed gældende, at der var indtrådt væsentlige ændringer i hans forhold, idet han var blevet uhelbredeligt syg med lungekræft. Udlændingestyrelsen udtalte sig i forbindelse med sagen for, at tiltaltes udvisning på denne baggrund skulle ophæves. Anklagemyndigheden nedlagde ligeledes påstand om ophævelse af udvisning. Retten tog parternes samstemmende påstand til følge og ophævede bestemmelsen om udvisning fra 2019 efter udlændingelovens § 50. Der blev imidlertid ikke taget stilling til tiltaltes udvisningsdom fra 2023.
Den 17. juni 2024 modtog tiltaltes tidligere advokat orienteringsbrev fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøger efter § 50-kendelsen havde generhvervet sin tidligere tidsubegrænsede opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1.
Nærværende sag vedrører et forhold af overtrædelse af straffelovens § 121 ved at have kaldt en politibetjent ”fucking svin” og ”fucking pansersvin” eller lignende, samt to hashkørsler i frakendelsestiden i fjerdegangstilfælde og yderligere en kørsel i frakendelsestiden i tredjegangstilfælde. Forholdene fandt sted i 2023. Både by- og landsret lagde til grund, at ansøger var på tålt ophold.
Byretten dømte tiltalte til fængsel i 3 måneder og udvisning af Danmark med indrejseforbud i 6 år
Byretten lagde til grund, at tiltalte på tidspunktet for byrettens dom var på tålt ophold i Danmark. Byretten fandt i øvrigt ikke, at der under sagen var fremkommet omstændigheder, som gjorde, at det med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise tiltalte med indrejseforbud i 6 år.
Landsretten stadfæstede byrettens dom
For landsretten forklarede tiltalte, at han led af uhelbredelig kræft. På tidspunktet for landsrettens dom var udsigterne ifølge tiltalte, at han havde 8-10 måneder tilbage at leve i. Anklagemyndigheden påstod formildelse, således at tiltaltes straf nedsattes til fængsel i 30 dage.
Landsretten fandt, at straffen på ubetinget fængsel i 3 måneder, fastsat som en tillægs- og fællesstraf, var passende. Landsretten tiltrådte i øvrigt byrettens afgørelse om udvisning.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/23435.