Regreskrav mod bruger af en uforsikret bil

Manden lånte i august 2019 en bil af sin ekskæreste, som var registreret som ejer af bilen. Da manden ville krydse en vej, påkørte han en motorcyklist, som væltede og pådrog sig personskade. Bilen, som manden havde lånt, var ikke lovpligtigt ansvarsforsikret.

Da færdselsuheldet skete med en uforsikret bil, dækkede Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM) skaden i medfør af dagældende § 22, stk. 3 (nu § 21, stk. 3), i bekendtgørelsen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv. DFIM virker som garantifond med hensyn til erstatning for skader forvoldt af ukendte eller uforsikrede motordrevne køretøjer. DFIM udbetalte godtgørelse for varigt mén til motorcyklisten.

DFIM rettede herefter et regreskrav mod manden i medfør af § 24, stk. 5, i bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv.

DFIM indleverede stævning i juli 2022 mod ekskæresten som ejer af bilen og manden med krav om betaling af det beløb, som DFIM havde udbetalt til motorcyklisten som skadelidte. Da ekskæresten ikke indleverede svarskrift afsagde retten udeblivelsesdom i forhold til hende.

Under sagen var det ubestridt, at manden ikke havde forsikringspligten for bilen, at han var uvidende om, at bilen ikke var forsikret, og at mandens handlinger i forbindelse med uheldet alene kunne betegnes som simpelt uagtsomme.

Byretten frifandt manden

Efter en gennemgang af navnlig reglerne i færdselslovens §§ 101 og 104 og §§ 105 og 106 samt § 108, stk. 2, fandt byretten under henvisning til forarbejderne til lov nr. 732 af 8. juni 2018 om ændring af blandt andet færdselslovens § 106 og ud fra en formålsfortolkning af grundlaget for oprettelsen af DFIM som garantifond og lovgivers overvejelser i den sammenhæng, at det ikke har været hensigten med bestemmelsen i § 24, stk. 5, at DFIM skulle stilles bedre i forhold til muligheden for at søge regres end et ansvarsforsikringsselskab efter færdselslovens § 108, stk. 2, i en situation, hvor skadevolderen ikke havde forsikringspligten og var uvidende om, at bilen var uforsikret.

På den baggrund fandt byretten, at DFIM ikke kunne gøre et regreskrav gældende mod manden og tog derfor mandens frifindelsespåstand til følge.

Landsretten dømte ekskæresten og manden til solidarisk at betale kravet

Landsretten gennemgik indledningsvist de relevante bestemmelser i såvel færdselsloven som bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer mv.

Landsrettens flertal udtalte herefter blandt andet, at manden som bruger havde ført bilen i egen interesse på ulykkestidspunktet og derfor var erstatningsansvarlig for den skade, han forvoldte ved færdselsuheldet, jf. færdselslovens § 104, stk. 1, jf. § 101, stk. 1. Flertallet anførte videre, at DFIM efter § 24, stk. 5, i bekendtgørelsen kunne søge regres efter dansk rets almindelige regler mod eventuelle ansvarlige for erstatning. Ifølge flertallet fandt færdselslovens § 108, stk. 2, eller princippet heri, om ansvarsforsikringsselskabers regresadgang mod den, der efter § 104 er ansvarlig for skaden ved uagtsomhed, der kan betegnes som grov hensynsløshed, ikke efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder anvendelse over for den, der som bruger af et uforsikret køretøj efter færdselslovens § 104, stk. 1, jf. § 101, stk. 1, var ansvarlig for skader, der var forvoldt ved færdselsuheld. Det anførte i pkt. 1 i lovforslag nr. 152 af 28. februar 2018 til lov om ændring af færdselsloven m.m. (Indførelse af dagsgebyr ved manglende betaling af ansvarsforsikringspræmie for moterdrevne køretøjer m.v.), som lå til grund for lov nr. 732 af 8. juni 2018, kunne ikke føre til et andet resultat.

Landsrettens mindretal udtalte blandt andet, at manden var bruger af den uforsikrede bil efter færdselslovens § 104, stk. 1, men ikke varig bruger i § 106, stk. 1's forstand, hvorfor forsikringspligten ikke påhvilede manden. Under henvisning til forarbejderne til lov nr. 495 af 27. november 1985 om ændring af færdselsloven udtalte mindretallet videre, at en retsmæssig bruger af et forsikret køretøj ville være dækket af køretøjets ansvarsforsikring, og ansvarsforsikringsselskabets adgang til at søge regres mod en retmæssig bruger på tilsvarende måde som over for forsikringstageren var begrænset til tilfælde, hvor den retmæssige bruger havde handlet forsætligt eller udvist en uagtsomhed, der kunne betegnes som grov hensynsløshed. Manden var retmæssig bruger af den uforsikrede bil, og han udviste alene simpel uagtsomhed. Da der efter dansk rets almindelige regler ikke var adgang for forsikringsselskaber til at gøre regres over for en retmæssig bruger af et køretøj, hvis denne alene havde handlet simpelt uagtsomt, og der efter mindretallets opfattelse ikke var holdepunkter for at antage, at DFIM var tilsigtet en videre adgang til regres over for en retmæssig bruger, som var ubekendt med, at køretøjet var uforsikret, fandt mindretallet, at DFIM ikke kunne gøre regreskrav gældende over for manden.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, hvorfor DFIM’s påstand blev taget til følge, således at manden solidarisk med ekskæresten skulle betale det rejste krav til DFIM.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22888. Vestre Landsrets dom er trykt i bl.a. UfR 2024.5394 V.