Strafudmåling i tre straffesager om narkotikakriminalitet

I den ene sag var tiltalte tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. stk. 2, jf. § 21, ved i forening og efter forudgående aftale, forståelse og accept at have forsøgt at sætte sig i besiddelse af og at indsmugle ikke under 300 kg kokain med henblik på videreoverdragelse. Tiltalte var endvidere tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21. Tiltalte nægtede sig skyldig i byretten, men erkendte sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. stk. 2, jf. § 21, i landsretten. Ansøgeren var ikke tidligere straffet.

I den anden sag var tiltalte blandt andet tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, ved at have været i besiddelse af 336,49 gram amfetamin med henblik på videreoverdragelse. Tiltalte havde aflagt en fuldstændig indenretlig tilståelse kort tid efter hans varetægtsfængsling, og han var tidligere straffet af betydning for sagen.

I den tredje sag var tiltalte tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., ved at have været i besiddelse af ca. 20 kg kokain med henblik på videreoverdragelse til en større personkreds eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder, samt ved at have forsøgt at sætte sig i besiddelse af 10 kg kokain. Tiltalte var endvidere tiltalt for flere overtrædelser af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 3. Tiltalte nægtede sig skyldig under grundlovsforhøret i marts 2023, hvorfor der blev indleveret nævningeanklageskrift i oktober 2023, hvor sagen var berammet til foretagelse over 8 retsdage. Tiltalte erkendte sagens forhold i november 2023, hvorfor nævningesagen blev aflyst, og sagen blev gennemført som en tilståelsessag. Tilståelsessagen blev gennemført på en halv retsdag i byretten.

Straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, blev ændret ved lov nr. 661 af 11. juni 2024. Forud for lovændringen skulle det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen frivilligt havde angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse. Med lovændringen er ordlyden af bestemmelsen ændret således, at det ikke længere er et krav, at gerningspersonen har angivet sig selv, da det nu blot fremgår, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen har aflagt tilståelse.

I den ene sag idømte byretten den tiltalte 16 års fængsel. I den anden sag idømte byretten den tiltalte 2 års fængsel, og straffen omfattede også en reststraf på 367 dage. I den tredje sag idømte byretten den tiltalte 14 års fængsel.

I den første sag fandt byretten det bevist, at tiltalte var skyldig i, sammen med andre, at have forsøgt at sætte sig i besiddelse af 300 kg kokain og skyldig i overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, jf. § 21. Byretten idømte tiltalte 16 års fængsel. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på sagens alvorlige karakter, på tiltaltes rolle, hvor han aktivt sammen med andre bistod bagmændene med planlægning, organisering og tilrettelæggelse af forløbet i Danmark.

I den anden sag havde tiltalte uden forbehold erkendt sig skyldig, og byretten fandt, at tilståelsen var støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå, hvorfor det var bevist, at tiltalte var skyldig. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år, der var en fællesstraf, som omfattede en reststraf på 367 dage, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2. Ved straffastsættelsen fandt byretten, at tiltaltes tilståelse skulle tillægges betydelig vægt i formildende retning, og udtalte at straffen for de aktuelle forhold uden anvendelse af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, henset til stoffernes mængde og karakter, antallet af berigelsesforhold og henset til tiltaltes forstraffe, kunne udmåles til omkring 1 år og 6 måneder. Efter behørig hensyntagen til straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, fastsatte retten fællesstraffen til fængsel i 2 år.

I den tredje sag havde tiltalte uden forbehold erkendt sig skyldig, og byretten fandt, at tilståelsen var støttet af de oplysninger, der i øvrigt forelå, hvorfor det var bevist, at tiltalte var skyldig. Byretten idømte tiltalte 14 års fængsel og ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på forholdendes karakter, de omhandlende mængder kokain, antallet af våben med ammunition, tiltaltes rolle, at forholdende var begået i forening og over en længere periode.

Landsretterne stadfæstede byrettens domme i den første og den anden sag, mens landsretten stadfæstede byrettens dom i den tredje sag med den ændring, at straffen blev nedsat til fængsel i 12 år.

I den første sag fandt landsretten ikke grundlag for at lade tiltaltes erkendelse i landsretten indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse, hvorfor landsretten stadfæstede byrettens dom.

I den anden sag tiltrådte landsretten, at straffen skulle udmåles som en fællesstraf med reststraffen på 367 dage, ligesom landsretten tiltrådte, at tiltaltes tilståelse efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, og forarbejderne hertil skulle tillægges betydelig vægt i formildende retning ved strafudmålingen. Landsretten var endvidere enig i, at reststraffen skulle indgå ved udmåling af fællesstraffen uden hensyntagen hertil. Landsrettens flertal fandt, at straffen uden hensyntagen til tiltaltes tilståelse ville skulle udmåles til fængsel mellem 1 år og 6 måneder og 2 år, og at der alt efter tidspunktet for tiltaltes tilståelse passende ville kunne ske en reduktion af straffen med op til en tredjedel i tilfælde, hvor straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, fandt anvendelse. Flertallet fandt på denne baggrund, at straffen var passende udmålt til fængsel i 2 år. Landsrettens mindretal fandt under hensyn til forholdets karakter, herunder mængden af amfetamin, tiltaltes forstraffe og det hurtige recidiv, at straffen skulle forhøjes til fængsel i 2 år og 3 måneder. Der var i denne forbindelse taget hensyn til tiltaltes tilståelse, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.

I den tredje sag fandt landsretten, at der under hensyn til de omstændigheder, som byretten havde anført, at straffen, hvis der ikke skulle tages hensyn til tiltaltes tilståelse, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, passende kunne udmåles til fængsel i 14 år. Landsretten fandt herefter, at straffen, under hensyntagen til, at sagen var gennemført som en tilståelsessag og tidspunktet for tilståelsen, passende kunne fastsættes til fængsel i 12 år.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/25884, 24/26430 og 24/28592.

Procesbevillingsnævnet har tidligere meddelt bevilling i to sager, som vedrører en tilsvarende problemstilling. Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22072 og 24/22229.