Udlevering til strafforfølgning til Ukraine

De to sager angik udlevering af to personer, der ikke var danske statsborgere, til strafforfølgning til Ukraine. De ukrainske myndigheder havde i begge sager givet diplomatiske garantier angående retsforfølgningen af de to personer, herunder at de fængsler, hvor de to personer skulle være varetægtsfængslet og eventuelt afsone, levede op til de internationale konventioner, og at de to personer ikke på anden vis ville blive udsat for en behandling i strid med EMRK art. 3.

Det følger af udleveringslovens § 6, stk. 2, at der ikke kan ske udlevering, hvis der er fare for, at den pågældende efter udlevering vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Byretterne bestemte, at der skulle ske udlevering

Byretten fandt i begge sager, at personerne skulle udleveres til Ukraine. De to byretter fandt begge, at der ikke var grundlag for generelt at betvivle troværdigheden af de diplomatiske garantier. Byretterne henviste blandt andet til, at de diplomatiske garantier var støttet af oplysninger fra andre kilder. Den verserende krig i Ukraine kunne ikke føre til et andet resultat.

De to personer kærede afgørelserne til landsretten.

Landsretten fandt, at der ikke skulle ske udlevering

Landsretten fandt i begge sager, at der ikke skulle ske udlevering til Ukraine. Landsretten henviste til, at der efter oplysningerne fra Europarådets Torturkomité var grund til at frygte, at forholdene i de ukrainske fængsler kunne indebære en nærliggende risiko for krænkelse af EMRK art. 3. Spørgsmålet var herefter, om garantierne var tilstrækkelige til at fjerne enhver reel risiko for, at personerne ville blive udsat for forhold omfattet af EMRK art. 3 i tilfælde af udlevering.

Landsretten udtalte, at garantierne vedrørende behandlingen af personerne skulle bedømmes i lyset af den situation, som Ukraine befandt sig i som følge af, at landet i mere end to et halvt år havde været og fortsat var i krig efter at være invaderet af Rusland. Krigen indebar blandt andet, at der i dele af landet var undtagelsestilstand, og at der var angreb i hele landet, og således også i den del, hvor personerne forventedes placeret. Landsretten bemærkede videre, at kamphandlingerne udviklede sig hele tiden, og at Danmark ikke foretog tvangsmæssige udsendelser til Ukraine.

Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at de garantier, der var afgivet af de ukrainske myndigheder, ikke kunne anses for i tilstrækkeligt omfang at imødegå faren for, at de to personer efter udlevering ville blive udsat for forhold i strid med EMRK art. 3. Udleveringslovens § 6, stk. 2, var derfor til hinder for udlevering.