Udvisning af en tyrkisk statsborger, hvis barn havde dansk statsborgerskab

En tyrkisk statsborger blev i 2023 i byretten og siden i 2024 i landsretten fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 225, om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, straffelovens § 232, stk. 1, om blufærdighedskrænkelse, og straffelovens § 260, stk. 1, nr. 1, om ulovlig tvang. Tiltalte blev herudover udvist af Danmark med et indrejseforbud i 6 år. Der var tale om en tillægsstraf til tiltaltes to tidligere domme af henholdsvis 6 og 9 måneders fængsel samt advarsel om udvisning for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 245, stk. 1, om grov vold, straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, om røveri og straffelovens § 252, stk. 1, om forsætlig fareforvoldelse.

Tiltalte, som var kommet til Danmark som 8-årig, havde et barn, som havde dansk statsborgerskab. Tiltaltes barn var på tidspunktet for landsrettens domsafsigelse 8 år, og tiltalte havde del i forældremyndigheden over ham. Tiltalte havde desuden, inden sin igangværende afsoning, en 7/7-samværsordning, således at barnet opholdt sig hos ansøger hver anden uge.

Byretten udviste tiltalte med indrejseforbud i 6 år

Ved afgørelsen om spørgsmålet om udvisning fandt byretten det usikkert, hvorvidt tiltalte havde opnået rettigheder efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 (herefter Associeringsaftalen) men fandt uanset, at tiltaltes adfærd udgjorde en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundshensyn, hvorfor udvisning burde ske.

Byretten foretog desuden en samlet vurdering af kriminalitetens alvorlige karakter og omfang

sammenholdt med tiltaltes tilknytning til henholdsvis Danmark og Tyrkiet. Byretten lagde i den forbindelse vægt på, at tiltalte ikke ville være uden forudsætninger for at kunne klare sig i Tyrkiet. Byretten henviste i den forbindelse til, at det forhold, at tiltalte havde et mindreårigt barn her i landet, under omstændighederne ikke kunne føre til, at udvisning skulle undlades.

Byretten fandt på den baggrund, at udvisning af tiltalte ikke med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationaleforpligtelser og udviste tiltalte med et indrejseforbud på 6 år.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten lagde ved afgørelsen om spørgsmålet om udvisning til grund, at tiltalte var omfattet af Associeringsaftalen. Landsretten foretog herefter en vurdering af, hvorvidt udvisning ville være i strid med Associeringsaftalen og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (herefter EMRK) artikel 8.

Landsretten fandt efter arten og grovheden af den begåede kriminalitet og en samlet vurdering af de hensyn, der talte for udvisning af tiltalte, at disse hensyn var så tungtvejende, at de havde større vægt end de hensyn, som talte imod udvisning på baggrund af tiltaltes tilknytning til Danmark. Landsretten bemærkede i den forbindelse, at tiltaltes barn kunne blive i Danmark, og at de kunne opretholde kontakten ved kommunikation via telefon og internet og senere ved besøg i Tyrkiet.

Landsretten fandt herefter, at udvisning med et indrejseforbud i 6 år ikke ville udgøre et uproportionalt indgreb i strid med Associeringsaftalens artikel 14, stk. 1, eller EMRK artikel 8.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/13573.