Forældremyndighed, bopæl og samvær for to børn på henholdsvis 3 og 6 år

Forældrene til to børn på i dag henholdsvis 3 og 6 år havde fælles forældremyndighed over børnene, som havde bopæl ved moren. Der havde ikke været samvær mellem børnene og faren siden sommeren 2020 på trods af, at der havde været iværksat en række tiltag med henblik herpå.

Familieretshuset iværksatte i 2021 et samværsforløb, som for det ældste af børnene blev afsluttet forgæves uden samvær med faren særligt som følge af barnets reaktioner på at møde frem til samvær, og for det mindste af børnene som følge af hendes behov for en tryghedsperson, som moren ikke formåede at anvise til brug for samværene.

Ved kendelse af 17. november 2022 afslog retten at fastsætte midlertidigt samvær med faren.

Sagen om forældremyndighed, bopæl og samvær blev indbragt for familieretten, hvor moren nedlagde påstand om, at forældremyndigheden fortsat skulle være fælles, og at børnene skulle have bopæl hos hende. For så vidt angik samvær nedlagde hun påstand om, at der ikke for daværende skulle fastsættes samvær. Faren nedlagde påstand om ophævelse af den fælles forældremyndighed, og at forældremyndigheden skulle tillægges ham alene. For så vidt angik samvær nedlagde han påstand om, at dette skulle fastsættes i en optrappende ordning frem mod en 7/7-ordning.

Familieretten opretholdt den fælles forældremyndighed, tillagde moren bopælen og fastsatte samvær mellem begge børn og faren

Familieretten traf afgørelse om at opretholde den fælles forældremyndighed, tillagde moren bopælen og fastsatte samvær mellem begge børn og faren.

For så vidt angik spørgsmålet om forældremyndighed anførte familieretten, at det fremgik af de udarbejdede undersøgelser, at der var tale om to forældre, der begge havde de fornødne forældrekompetencer. På baggrund af sagens oplysninger fandt retten, at det måtte lægges til grund, at parterne havde et meget vanskeligt samarbejde på grænsen til det ikke eksisterende. Videre måtte det lægges til grund, at morens handlinger – om end ikke tilsigtet – fik den effekt, at børnene ikke fik samvær med deres far.

Uagtet dette fandt familieretten, at det ikke ville være til børnenes bedste for daværende at ophæve den fælles forældremyndighed og tillægge den faren alene. Retten lagde herved blandt andet vægt på børnenes alder, og at de var i god trivsel, samt at det fremgik af sagens akter, at moren udviste god forældreevne. Endvidere lagde familieretten vægt på de reaktioner, som særligt det ene barn havde udvist ved at skulle deltage i samvær, og til den tid, der var gået, siden faren havde haft reelt samvær med børnene.

Retten fandt herefter, at det uanset det manglende samarbejde ville være bedst for børnene, at parterne i den nuværende situation fortsat havde fælles forældremyndighed over børnene.

Tilsvarende overvejelser gjorde sig gældende for så vidt angik spørgsmålet om børnenes bopæl. Retten fandt herefter, at det var bedst for børnene, at de fortsat havde bopæl hos moren.

For så vidt angik samvær anførte familieretten, at det af Familieretshuset iværksatte samværsforløb blev afsluttet uden afholdelse af samvær med faren på grund af børnenes stærke reaktioner på samværene.

Familieretten bemærkede, at det af de udarbejdede rapporter fremgik, at det var vigtigt for børnene at få en relation til deres far. Af den sagkyndige undersøgelse af faren fremgik det blandt andet også, at faren havde de fornødne kvaliteter til at udgøre en relevant forælder for børnene. Familieretten lagde endvidere vægt på, at der var gået mere end et år siden forløbene i Familieretshuset blev afsluttet, hvorfor børnene havde fået den ro, som moren mente var nødvendig.

Retten fandt herefter, uanset moren fortsat oplyste, at det var vanskeligt for hende at være tryghedsperson, og børnene fortsat havde brug for ro, at det var bedst for børnene, at der blev opstartet samvær med deres far.

Henset til den tid, der var gået siden børnene havde set deres far, samt under hensyntagen til forløbene tidligere i Familieretshuset, fandt retten, at samværet skulle startes op stille og roligt i et optrapningsforløb. Familieretten fastsatte herefter samvær med faren i en nærmere angiven optrapningsordning, således at samværet endeligt skulle udmunde i et samvær én dag hver anden uge fra kl. 14 til kl. 17, samt i modsatte uger fra kl. 10 til kl. 17.

Landsretten stadfæstede familierettens dom vedrørende forældremyndighed og bopæl og ændrede dommen vedrørende samvær

Moren ankede familierettens dom til landsretten og nedlagde påstand om opretholdelse af den fælles forældremyndighed over begge børn. Subsidiært nedlagde hun påstand om, at hun skulle have forældremyndigheden alene. For så vidt angik bopæl nedlagde hun påstand om, at børnenes bopæl skulle forblive hos hende. Endelig nedlagde hun påstand om, at der ikke skulle fastsættes samvær mellem børnene og ansøger, subsidiært at samværene blev afbrudt midlertidigt.

Faren nedlagde påstand om, at den fælles forældremyndighed skulle ophæves og tillægges ham alene, og at al samvær med moren skulle suspenderes, subsidiært at der skulle fastsættes samvær i en 7/7-ordning. Mere subsidiært nedlagde han påstand om, at bopælen for begge børnene skulle være ved faren. Faren bemærkede, at han ikke havde nedlagt en selvstændig påstand om samvær, i det tilfælde at moren fik bopælen, idet dette erfaringsmæssigt ikke kunne gennemføres, hvorfor påstanden ville være en nullitet.

Landsretten bemærkede, at det af de for landsretten fremkomne oplysninger fremgik, at der ikke var gennemført samvær som fastsat i den ankede dom. Det fremgik således, at moren havde afholdt ferie med børnene, at børnene dernæst havde været syge, og at ingen af børnene i den efterfølgende periode var kommet til stede i institutionen, så deres samvær med faren som bestemt i familierettens dom havde kunnet gennemføres. Af en underretning fra institutionen fremgik, at der hos børnene var observeret angst, gråd og utryghed på flere af dagene med planlagt samvær, og at institutionen var bekymret for børnenes adfærd og en markant negativ udvikling i særligt det ene barns trivsel.

Efter oplysningerne i sagen måtte børnenes manglende samvær med deres far i det væsentligste henføres til morens handlinger og egen negative indstilling til faren. Uanset denne grove samværschikane fandt landsretten efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger og forløb, herunder de af Familieretshuset og institutionen observerede og beskrevne reaktioner hos børnene, og da der ikke siden sommeren 2020 havde været reel kontakt mellem børnene og faren, at det ikke ville være til bedste for børnene at ophæve den fælles forældremyndighed og tillægge faren forældremyndigheden alene.

Landsretten frifandt derfor moren for farens principale og subsidiære påstand og tiltrådte i overensstemmelse med morens principale påstand familierettens afgørelse om, at det for nærværende ville være til børnenes bedste, at parterne fortsat havde fælles forældremyndighed. Landsretten lagde herved også vægt på, at moren og faren begge vurderedes at være egnede til at have del i forældremyndigheden over børnene.

Af de samme grunde, som var anført vedrørende forældremyndighed, fandt landsretten, at det var til børnenes bedste, at bopælen forblev hos moren.

Herefter bemærkede landsretten, at faren udtrykkeligt havde anført, at han ikke ønskede at nedlægge en selvstændig påstand om samvær, såfremt bopælen for børnene forblev hos moren. Under hensyn til det, som faren havde anført, fandt landsretten, at der under de foreliggende omstændigheder savnedes grundlag for at træffe afgørelse om samvær med faren.

Herefter blev morens påstand om, at der ikke for nærværende skulle fastsættes samvær mellem og børnene, taget til følge.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/47220.