Prøvelse af bestemmelser om udvisning

En statsløs palæstinensisk mand fra Libanon fik i 2005 asyl i Danmark. I 2007 blev han idømt fængsel i 5 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

I 2010 fandt Udlændingemyndighederne, at han fortsat opfyldt betingelserne for asyl, men var udelukket fra på ny at opnå opholdstilladelse på baggrund heraf. Han var siden 2010 på ”tålt ophold” i Danmark.

I 2013 blev han gift, og parret har siden fået tre børn.

I 2017 opretholdt Vestre Landsret udvisningen, idet landsretten efter en samlet vurdering fandt, at der ikke var indtrådt så væsentlige ændringer i hans forhold, at udvisningen burde ophæves i medfør af udlændingelovens § 50. Herved lagde landsretten blandt andet vægt på, at parret både ved ægteskabets indgåelse og børnenes undfangelse var bekendt med, at han var udvist af Danmark, og derfor ikke havde haft en berettiget forventning om, at de kunne etablere et familieliv i Danmark.

I 2021 blev han idømt fængsel i 7 måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af pålagte opholds- og meldepligter.

Den statsløse palæstinenser indbragte på ny spørgsmålet om ophævelse af bestemmelserne om udvisning for retten.

Byretten opretholdt udvisningen

Byretten, som fandt, at der – uanset den tidligere prøvelse i 2017 – var indtrådt sådanne væsentlige ændringer i hans personlige og familiemæssige forhold, at spørgsmålet kunne prøves på ny, opretholdt udvisningen.

Byretten lagde til grund, at den statsløse palæstinenser nu var børnenes primære omsorgsperson, men at en udsendelse af ham ikke ville betyde, at børnene blev frataget deres mulighed for at blive i Danmark, idet de havde deres mor i Danmark, og idet det måtte antages, at der via kommunen kunne iværksættes støtteforanstaltninger, således at de ville kunne forblive i hjemmet sammen med hende.

Efter en samlet vurdering af hans personlige og familiemæssige forhold, den i sin tid begåede kriminalitet, og den hengåede tid, fandt byretten herefter, at der ikke var indtrådt så væsentlige ændringer i den statsløse palæstinensers forhold, at udvisningerne burde ophæves i medfør af udlændingelovens § 50.

Retten udtalte desuden, at der ikke herved var ikke taget stilling til, om der var grundlag for at ophæve eller indskrænke den statsløse palæstinensers daglige meldepligt.

Landsretten afviste anmodningen om ophævelse af udvisningen

Landsretten afviste anmodningen om ophævelse af udvisningen.

Landsretten udtalte, at eftersom de tidsmæssige betingelser i udlændingelovens § 50, stk. 1, ikke var opfyldt, kunne anmodningen om ophævelse alene behandles, hvis der forelå væsentligt ændrede forhold, og der var en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Landsretten udtalte videre, at den statsløse palæstinenser kunne aflede en opholdsret, hvis hans børn reelt ville være nødsaget til at ledsage ham ud af Unionens område, når han blev udsendt.

Eftersom han siden 2010 havde været på ”tålt ophold” i Danmark, og da der efter de aktuelle oplysninger fortsat ikke var grundlag for at træffe afgørelse om hans udsendelse, fandt landsretten, at der på nuværende tidspunkt ikke var formodning for, at han kunne aflede en opholdsret efter TEUF artikel 20 som følge af, at hans børn var nødsaget til at ledsage ham ud af Unionens område.

Da der heller ikke i øvrigt var en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, fandt landsretten, at betingelserne i udlændingelovens § 50, stk. 1, for at få prøvet, om en udvisning skal ophæves, ikke var opfyldt på tidspunktet for afsigelsen af landsrettens kendelse.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/49830. Afgørelsen er desuden trykt i U 2024.529 V og TfK 2023.580 V.