25 mar. 2024
Procesbevillingsnævnet
Midlertidig inddragelse af førerret
Procesbevillingsnævnet har den 20. marts 2024 meddelt tiltalte tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 9. januar 2024 (S-3368-23).
Tiltalte blev den 1. juni 2023 fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 252, stk. 1, og færdselslovens § 118, stk. 10, jf. stk. 1, jf. § 3, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 15, stk. 1, ved den 1. juni 2023 fra en lastbil at have læsset kartofler af på kørebanen på motorvejen ved Kolding og på Storebæltsbroen.
Tiltalte blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet frem til den 15. juni 2023, idet retten fandt, at der var begrundet mistanke om, at han havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 184, stk. 1, § 193, stk. 1, § 252, stk. 1, og færdselslovens § 3, stk. 1, § 9, stk. 1, og § 15, stk. 1. Tiltalte blev løsladt fra varetægtsfængsling den 12. juli 2023.
Den 20. juli 2023 inddrog Fyns Politi tiltaltes kørekort med virkning fra den 1. juni 2023 med henvisning til kørselsforløbet.
Tiltalte indbragte efterfølgende spørgsmålet om førerretsinddragelsen for retten.
Byretten kunne ikke godkende, at der var sket en midlertidig inddragelse af førerretten
Byretten anførte, at det fremgår af færdselslovens § 130, stk. 1, at politiet midlertidigt kan inddrage førerretten, hvis politiet skønner, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger. Det fremgår endvidere af kørekortbekendtgørelsens § 102, stk. 1, nr. 4, at politiet skal inddrage det originale kørekort midlertidigt, hvis politiet skønner, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten foreligger og ved beslutning om sigtelse for forhold, der kan medføre ubetinget frakendelse af førerretten i medfør af bl.a. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4.
Endvidere fremgår det at kørekortbekendtgørelsens § 102, stk. 3, at skønnes betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten at foreligge, men er dette ikke utvivlsomt, kan midlertidig inddragelse af det originale kørekort kun ske mod samtidig udstedelse af et midlertidigt kørekort.
Retten fandt, uanset den alvorlige sigtelse, at politiet burde have udstedt et midlertidigt kørekort til tiltalte ved inddragelse af det originale kørekort, idet det ikke var utvivlsomt, at betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten forelå. Retten lagde herved vægt på, at det følger af praksis, at der typisk alene sker midlertidig inddragelse af førerretten i klare tilfælde som f.eks. ved spirituskørsel efter indhentelse af den retskemiske erklæring om promillen.
Byretten kunne herefter ikke godkende, at der var sket en midlertidig inddragelse af førerretten.
Landsretten ændrede byrettens afgørelse
Anklagemyndigheden kærede byrettens kendelse til landsretten.
Med henvisning til kørselsforløbet og tiltaltes forklaring under grundlovsforhøret, tiltrådte landsretten det af politiet foretagne skøn, hvorefter betingelserne for ubetinget frakendelse af førerretten var til stede. Der skulle derfor ske midlertidig inddragelse af det originale kørekørt, jf. kørekortbekendtgørelsens § 102, stk. 1, nr. 4, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 4, jf. § 130, stk. 1.
Landsretten fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at der var grundlag for i medfør af bekendtgørelsens stk. 3 at træffe bestemmelse om, at midlertidig inddragelse af det originale kørekort kun kunne ske mod samtidig udstedelse af et midlertidigt kørekort.
Landsretten ændrede på denne baggrund byrettens kendelse således, at den midlertidige inddragelse af tiltaltes førerret godkendtes uden samtidig udstedelse af et midlertidigt kørekørt.
Procesbevillingsnævnets sagsnummer
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/01451.