Spørgsmål om afskedigelse i strid med forskelsbehandlingsloven

Arbejdstager, som ubestridt var handicappet og derfor omfattet af forskelsbehandlingsloven, blev i april 2011 ansat i fleksjob som socialrådgiver ved en region med en ugentlig arbejdstid på 20 timer. I forbindelse med, at arbejdstager i 2016 genoptog arbejdet efter endt barsel, oplyste hun regionen om, at hun alene kunne varetage arbejdet med 15 timer ugentligt grundet sin helbredsmæssige situation.

Regionen ville ikke imødekomme arbejdstagers ønske om nedsættelse af arbejdstiden, men arbejdstager blev herefter gravid, hvorfor hun blev deltidssygemeldt med en arbejdstid på 15 timer ugentligt. Inden arbejdstagers tilbagevenden til arbejdet i marts 2018 oplyste hun regionen om, at hun havde et ønske om at nedsætte sin ugentlige arbejdstid til 10 timer grundet sin helbredsmæssige situation.

Regionen oplyste, at dette ønske ikke kunne imødekommes, og regionen indkaldte arbejdstager til et møde den 5. marts 2018 med henblik på afskedigelse. I forlængelse af mødet blev arbejdstager fritaget for tjeneste med den begrundelse, at hendes stilling ikke kunne varetages på 10 timer ugentligt.

Arbejdstager søgte herefter en opslået stilling med ansøgningsfrist den 3. april 2018 på 10 timer som socialrådgiver i et andet center i regionen. Arbejdstager deltog i en ansættelsessamtale, men blev ikke tilbudt stillingen. Regionen fremsendte herefter et høringsbrev om afskedigelse den 15. maj 2018, og hun blev afskediget ved brev af 31. maj 2018.

Arbejdstager indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, som traf afgørelse om, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at arbejdstager blev afskediget fra sin stilling som socialrågiver ved regionen, herunder at regionen havde tilsidesat sin tilpasningsforpligtelse i henhold til forskelsbehandlingslovens § 2 a. Regionen skulle derfor betale en godtgørelse til arbejdstager på 310.000 kr. svarende til omkring 9 måneders løn. Regionen imødekom ikke afgørelsen, hvorfor Ligebehandlingsnævnet indbragte sagen for retten.

Byretten gav arbejdstager medhold

Byretten fandt, at arbejdstager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der var blevet udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling. Det påhvilede derfor regionen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Retten fandt det efter de konkrete omstændigheder ikke godtgjort, at regionen relevant havde forsøgt at foretage hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger af arbejdstagers arbejde. Retten lagde til grund, at der i den omhandlede afdeling ikke blev ansat en socialrådgiver i arbejdstagers sted. Det var således ikke godtgjort, at det ville have været en uforholdsmæssig byrde for regionen, såfremt arbejdstager forblev i sin ansættelse, og retten fandt derfor, at afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingslovens § 2a.

Retten fandt ikke grundlag for at fravige praksis, hvorfor arbejdstager blev tilkendt en godtgørelse på 310.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn henset til længden af ansættelsesperioden og sagens omstændigheder.

Landsretten ændrede byrettens dom

Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at arbejdstager havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at der af regionen var udøvet forskelsbehandling, hvorfor det påhvilede regionen at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket.

Efter særligt de afgivne forklaringer fandt landsretten det godtgjort, at det ville have været forbundet

med væsentlige vanskeligheder for den forsvarlige varetagelse af det socialfaglige arbejde på arbejdspladsen, såfremt arbejdstagers arbejdstid skulle have været nedsat til 10 eller 12 timer fra de oprindelige 20 timer.

Landsretten fandt herefter, at regionen havde løftet bevisbyrden for, at arbejdstager ikke længere var kompetent, egnet og disponibel til at bestride sin hidtidige stilling, og at en fortsat beskæftigelse af hende med et timetal på 10 eller 12 timer således ville påføre arbejdspladsen en uforholdsmæssig stor byrde. Afskedigelsen af arbejdstager kunne herefter ikke som udgangspunkt anses for at have indebåret en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

Efter bevisførelsen fandt landsretten det efter en samlet vurdering tilstrækkelig godtgjort, at arbejdstager ikke var den mest kvalificerede ansøger til den opslåede stilling som socialrådgiver ved det andet center i regionen, at der i tiden op til afskedigelsen af arbejdstager herudover ikke var og heller ikke inden udløbet af opsigelsesperioden forventedes at blive en stilling ledig som socialrådgiver med et for arbejdstager passende antal arbejdstimer et andet sted, og at regionen i øvrigt i tilstrækkelig grad havde forsøgt at omplacere arbejdstager.

Landsretten tog herefter regionens frifindelsespåstand til følge.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/45123.