Genoptagelse af en faderskabssag efter børnelovens § 24

I juli 2019 fødte moderen et barn. Der blev i den forbindelse registreret en far til barnet på baggrund af en underskrevet ansvars- og omsorgserklæring.

Moderen og den registrerede far var kærester i nogle år med afbrydelser, og de boede blandt andet sammen i nogle måneder forud for og efter fødslen. Omkring 4 måneder efter fødslen ophævede de samlivet, og der opstod efterfølgende uenighed om forældreansvaret i relation til barnet, herunder omfanget af den registrerede fars samvær med barnet.

Da barnet var omkring 8 måneder gammel, anmodede moderen om genoptagelse af faderskabssagen under henvisning til, at der var en anden mulig far til barnet. Familieretshuset afslog at genoptage faderskabssagen, og afgørelsen blev stadfæstet af familieretten. Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser vedrørende familierettens afgørelser meddelte i oktober 2021 afslag på moderens ansøgning om tilladelse til at kære afgørelsen til landsretten.

Da barnet var omkring 9 måneder gammel blev den mulige far gjort bekendt med sit mulige faderskab til barnet. 

Da barnet var omkring 2 år og 8 måneder indhentede moderen og den mulige far en privat DNA-test, hvoraf det fremgik, at sandsynligheden for, at den mulige far var far til barnet var 99,99 %.

Den mulige far og moderen anmodede efterfølgende om genoptagelse af faderskabssagen. Moderen oplyste i den forbindelse, at barnet både havde samvær med den registrerede far og den mulige far. Familieretshuset afslog begge anmodninger om genoptagelse, og sagerne blev herefter indbragt for og sambehandlet i familieretten.

Den registrerede far og barnets beskikkede advokat har under sagen udtalt sig imod genoptagelse.

Familieretten genoptog faderskabssagen på baggrund af moderens anmodning om genoptagelse

Familieretten lagde på den ene side vægt på, at barnet nu var mere end 3 år gammel, at barnet havde en væsentlig tilknytning til den registrerede far, som barnet så som sin far, og at den registrerede far havde behandlet barnet som sit – også efter, at han opnåede kendskab til de omstændigheder, der kunne rejse tvivl om faderskabet.

Modsat lagde familieretten også vægt på det tidligere sagsforløb, herunder at moderen allerede da barnet var omkring 8 måneder gammel første gang havde anmodet om genoptagelse af faderskabssagen, og at hun derfor fra dette tidspunkt ikke kunne siges at have ladet den registrerede far behandle barnet som sit. Familieretten bemærkede i den forbindelse, at der efterfølgende havde været uenighed mellem moderen og den registrerede far om samværet, hvilket havde medført, at samværet gennem lang tid havde været relativt begrænset. Familieretten lagde videre vægt på, at barnet allerede gennem en periode havde set den mulige far, og at det måtte forventes, at barnet ville få en far, der også ønskede denne rolle, hvis faderskabssagen blev genoptaget.

Det var samlet set familierettens vurdering, at der skulle ske genoptagelse af faderskabssagen på baggrund af moderens anmodning herom.

Ved en separat kendelse afslog familieretten den mulige fars selvstændige anmodning om genoptagelse.

Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser vedrørende familierettens afgørelser meddelte den 23. maj 2023 moderen tilladelse til at kære førstnævnte kendelse til landsretten. Den mulige far blev samtidig meddelt afslag på hans ansøgning om at kære sidstnævnte kendelse til landsretten.

Landsretten ændrede familierettens afgørelse, således at faderskabssagen ikke blev genoptaget

Landsretten inddrog den mulige far som part i kæresagen i medfør af retsplejelovens § 456 e, stk. 1, jf. børnelovens § 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 4.

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at moderen med viden om sine seksuelle forhold deltog i registreringen af den registrerede far og lod ham behandle barnet som sit, indtil hun første gang anmodede om genoptagelse. De lagde også vægt på, hun først havde påberåbt den privat indhentede DNA-test 2 år og 10 måneder efter barnets fødsel og 2 år efter, at den mulige far fik kendskab til muligheden for faderskab. Landsretten fandt ikke, at det forhold, at DNA-testresultatet kunne medføre en mulig vished om det genetiske faderskab, var afgørende for vurderingen af, om betingelserne i børnelovens § 24 var opfyldt.

Landsretten tillagde det endvidere vægt, at den registrerede far siden samlivsophævelsen havde haft og fortsat havde et regelmæssigt samvær med barnet, og at han stedse havde udfoldet bestræbelser på at fastholde eller udvide samværet.

Endeligt bemærkede landsretten, at barnets beskikkede advokat under hensyn til at undgå ustabilitet og usikkerhed i barnets liv havde anført, at der ikke skulle ske genoptagelse.

Landsretten fandt efter en samlet afvejning med særligt fokus på barnet og de øvrige parters interesser, at betingelserne for at genoptage faderskabssagen i medfør af børnelovens § 24 ikke var opfyldt.

Landsretten fandt desuden, at afslag på genoptagelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 og FN-Konventionen om børns rettigheder artikel 3 og 20. Landsretten fandt ligeledes, at der ikke var sket en krænkelse af Menneskerettighedskonventions artikel 6.

Landsrettens kendelse er trykt i U 2024.1453 Ø, jf. TfA 2024.145/2 Ø.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/03139 og 24/03256.