Udvisning af foranstaltningsdømt med indrejseforbud i 6 år

Den tiltalte, der var somalisk statsborger, var indrejst til Danmark i midten af 1990’erne som 11-årig. Han havde ikke stiftet selvstændig familie, men havde flere familiemedlemmer i Danmark. Den tiltalte havde gået i skole i Danmark og haft arbejde i bl.a. en dagligvarebutik, men modtog i øvrigt førtidspension. Den tiltalte læste og forstod dansk, men kunne også tale somalisk. Han havde ved en enkelt lejlighed besøgt Somalia.

Den tiltalte blev efter flere års ophold i Danmark diagnosticeret med paranoid skizofreni, og han var før dette blevet idømt fængselsstraffe flere gange. Efter diagnosticeringen fortsatte den tiltalte med at begå kriminalitet, og han blev idømt flere foranstaltningsdomme frem mod sin nuværende anbringelsesdom i 2013, hvor han blev dømt for bl.a. brandstiftelse og røveri, men frifundet under henvisning til straffelovens § 16, stk. 1. Den tiltalte blev også tildelt advarsler om udvisning.

Den tiltalte var i den foreliggende sag tiltalt for bl.a. at have fremsat trusler og vidnetrusler efter straffelovens §§ 119, stk. 1, og 123. Episoderne fandt under den tiltaltes indlæggelse på lukket afsnit på et psykiatrisk center, hvor han havde været indlagt i ca. 8 år. Tiltalte blev efterfølgende overflyttet til Sikringsafdelingen i Slagelse, hvor han fik ophævet sit farlighedsdekret som følge af stabiliserede forhold.

Byretten fandt den tiltalte skyldig uden at foretage ændringer i anbringelsesdommen fra 2013 og tildelte den tiltalte en advarsel om udvisning.

Byretten fandt den tiltalte skyldig i den rejste tiltale og fandt ikke anledning til at foretage ændringer i tiltaltes foranstaltning fra 2013. Byretten fandt, at betingelserne for at udvise den tiltalte var opfyldt, men under henvisning til bl.a. den tiltaltes personlige forhold samt arten og karakteren af de begåede forhold, varigheden af tiltaltes lovlige ophold i Danmark og vage tilknytning til Somalia fandt byrettens flertal, at udvisning på trods af den tiltaltes massive kriminalitetshistorik med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Mindretallet fandt med henvisning til de samme momenter og den tiltaltes vage tilknytning til Danmark, at de hensyn, der talte for udvisning, var så væsentlige, at de – uanset den tiltalte havde opholdt sig i Danmark, siden han var 11 år gammel – havde større vægt end de hensyn til tiltaltes privatliv, der talte imod udvisning. Den tiltalte blev efter stemmeflertallet tildelt en advarsel om udvisning.

Anklagemyndigheden ankede byrettens dom med påstand om skærpelse, således at den tiltalte skulle udvises af Danmark med indrejseforbud, og tiltalte påstod stadfæstelse. Ankesagen angik således udelukkende spørgsmålet om udvisning.

Landsretten ændrede byrettens dom, således at den tiltalte skulle udvises af Danmark med indrejseforbud i 6 år.

Landsretten tiltrådte, at betingelserne for at udvise den tiltalte var opfyldt, og fandt, bl.a. henset til den tiltaltes tidligere domme, at den tiltaltes lovovertrædelser i sagen ville have medført en fængselsstraf på mere end 3 måneder, men ikke over 1 år, hvis han havde været strafegnet. Et indrejseforbud ville derfor som udgangspunkt skulle gælde i 6 år.

Efter at have konstateret, at udvisning ville indebære et indgreb i den tiltaltes ret til privatliv efter artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, vurderede landsretten, om betingelserne i bestemmelsens stk. 2 var opfyldt, bl.a. med henvisning til retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om proportionalitetsvurderingen og tilfælde, hvor der var sket frifindelse som følge af utilregnelighed.

Under henvisning til den aktuelt pådømte kriminalitet, den tiltaltes adskillige tidligere domme og advarsler om udvisning fandt landsretten efter de lægelige oplysninger og den tiltaltes øvrige personlige forhold, herunder antallet af straffedomme, hvor den tiltalte var frifundet for straf på grund af utilregnelighed, og at den tiltalte, før han blev diagnosticeret med paranoid skizofreni, var straffet for personfarlig kriminalitet, at tiltaltes forhold fortsat indebar en betydelig risiko for, at han ville begå ny ligeartet kriminalitet, såfremt han ikke blev udvist.

Landsretten vurderede herefter den tiltaltes tilknytning til henholdsvis Danmark og Somalia og bemærkede bl.a., at den tiltalte ikke havde tilbragt hovedparten af sin barndom og ungdom i Danmark, men havde fortrinsvis opholdt sig i Danmark, og at han ikke havde familie i Somalia. Landsretten fandt, at den tiltalte havde meget begrænset tilknytning til Somalia, men at han ikke var ganske uden forudsætninger for at kunne klare sig efter en udsendelse til Somalia. Den tiltaltes tilknytning til Danmark var derfor væsentligt stærkere end hans tilknytning til Somalia, men den tiltalte var meget dårligt integreret i det danske samfund.

Efter en samlet afvejning udtalte 5 dommere i landsretten – henset til, at et indrejseforbud alene vil være gældende i 6 år, at hensynet til at forebygge en betydelig risiko for, at tiltalte begår yderligere personfarlig kriminalitet, vejede tungere end hensynet til den tiltaltes ret til respekt for privatliv, og at udvisning af tiltalte ikke med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.

Én dommer i landsretten udtalte, at den tiltalte havde tilbragt langt hovedparten af sit voksne liv og en væsentlig del af sin formative ungdom i Danmark og socialt og familiemæssigt havde en langt stærkere tilknytning til Danmark end Somalia. Den tiltalte havde endvidere begrænsede forudsætninger for at klare sig i Somalia, hvorfor udvisning med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Landsretten ændrede herefter byrettens dom således, at den tiltalte skulle udvises af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/50113.