Statens afståelse af arv til et dødsbo

Arvelader afgik ved døden i december 2020 og efterlod sig ingen arvinger. Siden 1983 havde arvelader dog boet sammen med en samlever, og arvelader havde også efterladt et brev dateret 1981, hvoraf fremgik, at arveladers samlever skulle arve hende, og at staten skulle respektere dette.

Bobestyrer i arveladers dødsbo sendte i januar 2021 en anmodning om afståelse af arv til fordel for samleveren til Justitsministeriet, jf. arvelovens § 95, stk. 2 og 3.

Samleveren afgik imidlertid ved døden i april 2021.

Civilstyrelsen traf afgørelse i sagen i juni 2022 og fandt, at det ikke var i overensstemmelse med arveladers sidste ønske, at arven skulle tilfalde samleverens dødsbo, og at der derfor ikke var grundlag for at bestemme, at arven skulle fordeles i overensstemmelse med det anfægtelige testamente, jf. arvelovens § 95, stk. 2. I september 2022 traf Civilstyrelsen afgørelse om at fastholde afgørelsen af 7. juni 2022, men Civilstyrelsen supplerede begrundelsen med, at der ej heller var grundlag for at afstå arven efter arvelovens § 95, stk. 3, da samleveren var afgået ved døden på tidspunktet for Civilstyrelsens afgørelse. Havde samleveren været i live på tidspunktet for afgørelsen, ville betingelserne i arvelovens § 95, stk. 3, have været opfyldt.

Samleverens dødsbo indbragte efterfølgende sagen for skifteretten, der særligt skulle tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt statens afståelse af arv efter arvelovens § 95, stk. 2 og 3, skal vurderes med udgangspunkt i arveladers dødstidspunkt, tidspunktet for Civilstyrelsens afgørelse eller et tidspunkt herimellem.    

Skifteretten fandt, at Civilstyrelsen skulle afstå al arv efter arvelader til dødsboet.

Skifteretten fandt, at vurderingen af, om betingelserne efter arvelovens § 95, stk. 2 og 3, er opfyldt, ikke kan tage udgangspunkt i tidspunktet for arveladers død på baggrund af en sproglig fortolkning. Skifteretten fandt også, at vurderingen ikke kan tage udgangspunkt i afgørelsestidspunktet eller det tidspunkt, hvor Civilstyrelsen måtte have alle oplysninger for at kunne træffe afgørelse, idet varierende sagsbehandlingstider i så fald vil få afgørende betydning – i nærværende sag var sagsbehandlingstiden 1½ år. Skifteretten fandt således, at vurderingen rettelig må tage udgangspunkt i tidspunktet for Civilstyrelsens modtagelse af anmodningen. Der blev her lagt vægt på en sproglig fortolkning af ordet ”anmodning” i arvelovens § 95, stk. 2 og 3, samt hensynet og formålet med arveloven om i bedst muligt omfang at efterkomme arveladers ønsker.

Civilstyrelsen skulle herefter i medfør af arvelovens § 95, stk. 3, afstå arven til samleverens dødsbo.

Landsretten ændrede skifterettens afgørelse

Civilstyrelsen ankede skifterettens dom til landsretten.

Landsretten henviste til, at der hverken i arvelovens § 95, stk. 2 og 3, eller i forarbejderne til bestemmelserne er holdepunkter for at antage, at det ikke er forholdene på afgørelsestidspunktet, der er afgørende for vurderingen af, om betingelserne efter arvelovens § 95, stk. 2 og 3, er opfyldt.

Landsretten fandt, at det ikke – i modsætning til arvinger, jf. arvelovens § 94, stk. 1 – er tilstrækkeligt til at erhverve ret til arv, at den person, der anmoder staten om at afstå arv, levede ved arveladers død.

På denne baggrund tiltrådte landsretten, at Civilstyrelsen ved afgørelserne havde lagt vægt på, at arveladers samlever var afgået ved døden, og landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Civilstyrelsens afgørelser. Landsretten lagde herved vægt på, at statens afståelse af arv efter arvelovens § 95, stk. 2 og 3, må antages at være en personlig ret for de personer, der opfylder betingelserne.

Landsretten ændrede skifterettens dom således, at Civilstyrelsen blev frifundet. 

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/08662.