Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

14 maj 2024

Procesbevillingsnævnet

Varetægtsfængsling under anken, hvor tiltalte havde erkendt sig skyldig

Procesbevillingsnævnet har den 13. maj 2024 meddelt en tiltalt tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse der er afsagt af Vestre Landsret den 14. marts 2024 (S-0472-24).

Den tiltalte blev sammen med to medgerningsmænd anholdt ved den dansk/tyske grænse, hvor grænsepolitiet ved en undersøgelse af bilen fandt ca. 12 kg. kokain gemt i bilen. Tiltalte var fører af bilen.

I byretten blev tiltalte dømt for i forening med de to medgerningsmænd at have forsøgt at indsmugle ca. 12 kg. kokain under særligt skærpende omstændigheder (straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt.). Straffen blev for tiltalte fastsat til fængsel i 8 år, og han blev udvist af Danmark for bestandig.

Tiltalte erkendte sig skyldig og forklarede for byretten, at han skyldte nogle folk penge, og at kørslen af bilen til Danmark var en mulighed for at udligne gælden. Tiltalte ønskede ikke at forklare, hvem der havde arrangeret turen, ligesom han nægtede, at de to medgerningsmænd, der begge nægtede sig skyldige, havde haft kendskab til kokainen. Den ene medgerningsmand havde til politiet forklaret, at hun af en person, som hun kun omtalte ved fornavn, var blevet bedt om at køre med til Danmark. Politiet havde forgæves forsøgt at identificere den omtalte person.

Anklagemyndigheden ankede dommen overfor tiltalte med påstand om skærpelse, mens de to medgerningsmænd ankede dommen med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden anmodede desuden om, at tiltalte og de to medgerningsmænd skulle forblive varetægtsfængslet indtil, der var afsagt dom i ankesagen. 

Landsretten bestemte, at tiltalte skulle fortsat varetægtsfængsles i fire uger

Tiltaltes advokat oplyste til landsretten, at tiltalte protesterede mod fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 (kollussionsfare), men ikke i øvrigt protesterede mod fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1 (unddragelsesrisiko).

Landsretten fandt, at tiltalte og de to medgerningsmænd, skulle være fortsat varetægtsfængslet i fire uger i medfør af både retsplejelovens § 769, stk. 3, jf. § 762, stk. 1, nr. 1 og § 769, stk. 4, jf. § 762, stk. 1, nr. 3.

Vedrørende spørgsmålet om kollussionsfare henviste landsretten til, at der under hensyn til de tiltaltes forklaringer samt oplysningerne om, at der var en navngiven medgerningsmand på fri fod, var bestemte grunde til at frygte, at de tiltalte på fri fod ville modvirke sagens forfølgning, navnlig ved at påvirke andre eller de medtiltalte.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/08533.